Fortsæt til indhold

Genopret tilliden

Arkiv
Arkiv

De tre faglige hovedorganisationer AC, FTF og LO, der er samlet i Fælles Fagligt Forum og repræsenterer det store flertal af de over 6.000 ansatte i Roskilde kommune, har sendt følgende indlæg: “På baggrund af forholdene hos Roskilde Brandvæsen, som det bl.a. er beskrevet i Roskilde Avis den 13. august, vælger Fælles Fagligt Forum, FFF, at udtale sig i sagen. FFF er et fagligt fællesskab bestående af alle faglige organisationer, der repræsenterer de ansatte i Roskilde Kommune. Der er behov for at genoprette et tillidsfuldt samarbejde. Vi var mange i Fælles Faglig Forum, der med bekymring læste artiklen i Roskilde Avis, som beskriver, hvordan tillidsfolkene for den største gruppe ansatte hos Roskilde Brandvæsen har valgt at trække sig fra deres poster, fordi de har mistet tilliden til ledelsen. Fælles Faglig Forum er et samlet forum, hvor alle fagforeninger, der har medlemmer ansat i Roskilde Kommune, har en plads. Et hyppigt emne til diskussion er, hvordan vi sikrer det positive samarbejde med ledelsen om de omstruktureringer, som løbende sker rundt omkring i Roskilde Kommune. Vi finder det voldsomt bekymrende, når tillidsfolk på en arbejdsplads føler sig nødsaget til at træde tilbage fra deres tillidshverv. Vi er i Fælles Faglig Forum opmærksomme på, at ledere i Roskilde Kommune til tider står overfor udfordrende omstruktureringer og organisationsændringer. Som medarbejdere må vi kunne forvente at vores ledere er i stand til at løfte og rumme opgaven, også når det bliver rigtig svært. I disse situationer er det ekstra vigtigt at få inddraget tillidsfolkene på en god måde, da de tillidsvalgte er nøglen til at sikre gode arbejdsvilkår, gode resultater og være med til at skabe succesfulde omstruktureringer, til gavn for både personale og ledelse. Det kræver en ledelse, der ønsker det gode, åbne samarbejde. En ledelse som ser et godt samarbejde i MED-organisationen som et must. En ledelse som tager udgangspunkt i en helt grundlæggende gensidig tillid og som i både ord og gerning er med til at sikre at denne tillid ikke forsvinder. Fra Fælles Faglig Forums side håber vi, at tilliden mellem ledelse og de berørte tillidsfolk hos Roskilde Brandvæsen kan genoprettes snart, og at tillidsfolkene igen kan arbejde – i fællesskab med ledelsen – for gode arbejdsvilkår og en god arbejdsplads.” Fælles Faglig Forum, AC, LO og FTF Ved Peter Hansen.