Fortsæt til indhold

Hjælp os med at finde far

Arkiv
Anette Gundlach

Erling Pedersen fra Roskilde har været forsvundet siden mandag. Nu beder hans datter Susanne Jönsson alle om hjælp til at finde faren. Siden onsdag har ingen set skyggen af den 77-årige mand, der mandag var på vej på cykel for at besøge sin datter.
Torsdag stillede politiet endnu engang op med helikopter, hunde, civilforsvar og betjente, da den ældre mand sandsynligvis var set sidde i en grøftekant ved grøft i Risø.
Heller ikke her fandt man spor af Erling Pedersen. Torsdag aften indstillede politiet eftersøgningen, da det manglede spor at gå efter.
Erling Pedersen dukkede aldrig op til en aftale, han havde med Susanne Jönsson på Klintevej mandag aften kl. 17.30.
Familien begyndte selv at lede efter ham, men da de stadig ikke havde fundet ham klokken 21.20 kontaktede de politiet, der straks satte en eftersøgning i gang.
Susanne Jönsson fortæller, at hendes far er vandt til at klare sig og derfor sandsynligvis ikke spørger om hjælp, hvis han ikke kan finde vej.
- Det er nok derfor, han er så svær at finde, siger Susanne Jönsson. Hun forklarer, at både familien og politiet har ledt efter ham alle logiske steder, som han har et forhold til. Men der er han ikke.
Datteren beder derfor om, at man siger til, hvis man ser Erling Pedersens 15 år gamle bourdeux cykel. Den har gul malertape på yderste del af sadlen og slidt sort tape på styret.
- Cyklen er snart vores eneste håb, da vores far vil være tæt på den og hunde vil kunne lede videre ud fra cyklen, fortæller Susanne Jönsson.

Set tre steder

Efter Erling Pedersen forsvandt, er han set tre steder omkring Roskilde. Første gang var mandag aften i Fløng, hvor han spurgte om vej til Roskilde.
Siden er han set ved en tunnel i Hedehusene og siddende i en grøft ved Risø.
Martin Bjerregaard fra Roskilde Politi forklarer, at det er vigtigt, at der snart er spor efter Erling Pedersen.
- Jo længere tid, der går, jo mere frygter vi, at han ligger hjælpeløs i en grøft.
- Finder vi cyklen er han meget lettere at finde for os.
Hvis man har set spor af Erling Pedersen eller hans cykel, kan man kontakte politiet på 114.

ag@roskildeavis.dk

Erling kørte på en cykel af denne model og farve. Den har gul malertape på sadlen og en orange kædelås.