Gimles rødder rocker
Roskilde Gymnasium og Gimle går sammen om en koncert i Latinerhaven
Spillestedet Gimles rødder rækker i tid tilbage Roskilde Amts Gymnasium, da en stor del at initiativtagerne til Gimle kom fra gymnasiet. I dag hedder stedet Roskilde Gymnasium, og båndene er stadig stærke til Gimle. Nu bliver der bundet endnu et bånd, med den første fælles koncert i Latinerhaven fredag 29. august. Her har Gimle hyret nogle professionelle musikere til at spille og gymnasiet kommer med egne bands og talenter. - Vi vil gerne samarbejde med Gimle om at give eleverne en oplevelse med rytmisk musik her på gymnasiet og på Gimle, siger Henrik Nevers, der er rektor på Roskilde Gymnasium. - Det gør det også muligt at lære eleverne noget om, hvordan man driver et spillested. Det er et oplagt emne for vores musiklinje og i samfundsfag. - Samarbejdet bliver skudt i gang med en koncert i Latinerhaven, og det bliver forhåbentlig den første af mange. Lars Sloth, der er leder af Gimle, har endnu et formål med samarbejdet og koncerten. - Her kan de unge opleve musikken live, så de finder ud af at musik er også noget, man kan høre andre steder end i radioen på Voice og på diskoteker, siger han. - Koncerten i Latinerhaven bliver samtidig optakt til ‘Open by Night’ i bymidten og til vores programrelease samme aften.
Tætte bånd
Koncerten bliver med offentlig adgang og den byder på navne som Heimatt, Pede B & DJ Noise fra den professionelle afdeling og Carmina Sola, The Strips og små pop-op indslag fra gymnasiet. - Jeg er selv et eksempel på hvor stærke bånd, der er mellem gymnasiet og Gimle, da jeg selv har gået på amtsgymnasiet, og på samme tid begyndte jeg som frivillig på Gimle, , siger Lauritz Jørgensen, der er booker hos Gimle. - Det er jo også en opgave for Gimle, at vise nogle af de bands, der er på vej frem som de to bands fra gymnasiet. Men det bliver også lejlighed til at høre, nogle af de mange unge musikere, der endnu ikke har så mange af egne numre at spille. De får lejligheden til at give et eller to numre. - Med de professionelle indslag, bliver der mulighed for at høre noget fra de fleste genre inden for rytmisk musik, siger Lauritz Jørgensen. Koncerten i Latinerhaven fredag 29. august begynder klokken 15 og varer til klokken 20. Der overtager Gimle på Helligkorsvej 2 musikken til spillestedets programrelease. jp@roskildeavis.dk