92-årig mødte tyv, da hun vågnede fra middagslur
Arkiv
Det var efter alt at dømme en noget chokeret 92-årig kvinde fra Ebbemosen i Ejby, som kl. 13.29 mandag eftermiddag anmeldte, at en fremmed mand havde stået i hendes stue, da hun vågnede af sin middagslur kl. ca. 1310.
Manden havde på gebrokkent engelsk forklaret årsagen til, at han befandt sig der, men den 92-årige forstod det ikke, og manden forlod stedet.
Den 92-årige konstaterede efterfølgende, at hun havde fået stjålet 400 kr. fra en pung i en taske i køkkenet.
Tyven var kommet ind ad en ulåst hoveddør, medens den 92-årige sov til middag.
Han blev beskrevet som: mand, ca. 25 år, 160-165 cm høj, almindelig af bygning, kort hår og talte gebrokkent engelsk.
Politiet ledte efter manden, men fandt ham ikke.