Fortsæt til indhold

En sportslig strømer

Ove Pedersen hyldet på sin 60 års dag i Roskilde Roklub

Arkiv
Erling Pedersen

'Roskildes Wallander' har avisen døbt den lokale drabschef Ove Pedersen med henvisning til Mankells berømte romanfigur, der har gjort den skånske købstad Ystad verdensberømt. Hos hans anglo-saxoniske kolleger som Morse i Oxford er titlen endnu mere imponerede: Detective Superintendent, mens det her i Roskilde såmænd bare hedder kriminalkommissær. Fredag blev vores lokale chef for personfarlig kriminalitet, som det også kaldes nu om dage, hyldet af en stor del af Roskilde, og det foregik meget passende i Roskilde Roklubs fine lokaler ved havnen. For det første er Ove Pedersen nemlig en professionel kriminalmand. Ellers får man ikke ansvaret for at lede så mange drabs-efterforskninger på det halve af Sjælland, som politikredsen med hovedkvarter i Skovbogade efterhånden omfatter. Men i selve Roskilde er han nok så kendt for sin rolle i det lokale sportsliv. Gennem mange år var han først en effektiv formand for byens hæderkronede roklub, der fortsat hører til landets bedste. Hans indsats her førte ham også videre til posten som formand for Roskilde Idræts Union, der er paraply-organisation for kommunens mange idrætsforeninger med et samlet medlemstal på over 30.000.

Respekt og resultater

I sin tid som RIU-formand formåede Ove Pedersen at finde den balance mellem kritiske krav og kompromisvillige forslag, som betød, at kommunen og andre partnere for den lokale sport gad høre på idrættens stemme. Hans selvironiske taler ved den årlige store idrætsfest i Roskilde-hallerne, scorede mange point hos undertegnede. Folk, der ikke tager sig selv alt for højtideligt hele tiden, vinder altid større respekt og resultater, og sådan har det også været i Oves tilfælde. På det seneste er han atter vendt tilbage for fuld kraft som formand for Roskilde Roklub, og det har allerede resulteret i en kraftig medlems-fremgang, så fornyelsen også er på vej til at afløse de nuværende fyrtårne med halvdelen af 'guldfireren' i spidsen. Ove Pedersen har selv flere gange i Roskilde Avis forklaret, at for ham er indsatsen for børn og unge i sporten, og den glæde det skaber, en sund modvægt til mange af de ulykker, som han oplever på sit arbejde, især når forbrydelserne går ud over børn. Både med sit arbejde og gennem sin indsats som idrætsleder har Ove Pedersen gjort sig fortjent til en hæderstitel som: En sportslig strømer. tk

Politihovedkvarteret i Skovbogade var også godt repræsenteret. Fra venstre ses: Richardt Olsen, direktør Anders Lindet, hovedpersonen selv og Steen Maibom.
Fra idrættens verden mødte blandt andet Ramsøs tidligere borgmester Inga Skjærris og chefen i Roskilde-hallerne Dan Hacke.
Direktør Frank Birkebæk fra Roskilde Museum sammen med Martin Holgaard, der kaldes 'plæneklipperen', fordi han i kommunen har det øverste ansvar for alt lige fra asfalt og kloakker til kultur og idræt.