Fortsæt til indhold

Dyre lærepenge

FCR-spillerne skal vænne sig til hårdheden og hastigheden i 1. Division - tabte atter vigtige point til sidst

Arkiv
Erling Pedersen

FC Roskilde betaler fortsat dyre lærepenge, mens spillerne skal vænne sig til den større hårdhed og hurtigere hastighed efter oprykningen til 1. Division. Tilvænningen kostede atter vigtige point til slut, da HB Køge fredag aften var i Rådmandshaven og fik udlignet til 1-1 med mindre end 10 minutter igen. Med kun et point i denne hjemmekamp er de lokale helte dermed fortsat på en nedrykningsplads. Træner Anders Theil havde ellers til denne kamp lagt en ny taktik, der længe så ud til at skulle give fuld bonus. Roskilde-spillerne forsvarede sig massivt på egen banehalvdel, og det skulle lokke Køge-folkene frem, så der blev plads til modangreb, hvor hjemmeholdet blandt andet kunne udnytte Emil Nielsens hurtighed. Allerede efter 4 minutter gav det pote, da Lars Brøgger fik bolden langt fra mål og trykkede af, så kuglen gik ind. Foran eget mål var Roskildes forsvar, der har kokset lidt i de seneste kampe, denne gang bundsolidt. Selv om Køge-folkene havde bolden meget, skabte de ikke mange chancer. Inkarnerede FCR-fans i Idrætsparken var dog ikke helt tilfreds med den nye spillestil og mente f.eks. at Emil var alt for langt tilbage på banen, så ham og de øvrige offensive spillere hos hjemmeholdet ikke kunne nå at blive farlige, før Køge-folkene var over dem.

Mangler boldholder

Træner Theil forklarer, at FC Roskilde nu en gang må spille med de folk og de midler, som holdet har på banen. - Vi må også tage højde for modstandernes stærke og svage sider, og hvis ikke vores målmand havde været så uheldig at lave straffespark, så havde alle vel klappet. Undervejs har vi også chancer til at komme foran både 2-0 og 2-1, men sådan gik det ikke denne gang. - Men til gengæld må jeg medgive, at vi taber bolden alt for hurtigt, når vi endelig får fat i den. Vi mangler større boldsikkerhed i vores eget opspil, siger FCR-træneren. Uden at træde nogen for nær, er det tydeligt, at Roskilde stadig lider under savnet af Jesper Håkansson. Den erfarne spilstyrer har den teknik og fysik, som skal til for at være boldholder midt på banen og skabe farlige chancer for medspillerne. Desværre er FCR's 'spielmacher' netop blevet opereret for menisken i knæet endnu en gang, og han kommer tidligst på banen igen efter nytår.

Lars Brøgger bragte hurtigt FCR foran med et drømmedrøn, men et ærgerligt straffe til sidst kostede to point, så holdet stadig er på en nedrykningsplads.

Langt fra gummifabrikken

Udligningen kom først i det 82. Minut, da FCR-målmand Frederik Vang valgte at gå ud af sit mål og ikke fik ram på bolden med kun modstanderen, så straffesparket var indiskutabelt. Det blev sat ind af Bruninho en af flere brasilianere på Køge-holdet. Kun 1.423 tilskuere var i Rådmandshaven fredag aften, og det er lidt skuffende for et lokalopgør med kun 25 kilometers afstand. HB Køge er en sammenslutning af Herfølge Boldklub samt Køge og repræsenterer dermed en tidligere storklub med hele tre DM-titler i pokalskabet. Med navnkundige John 'Faxe' Jensen som træner vandt den lille stationsby titlen i år 2000, mens nabokøbstaden hjemførte trofæet i 1975 og helt tilbage i 1954, da størstedelen af holdet havde arbejde på Codan Gummifabrik. De overanstrengte sig ikke i løbet af ugen, så de var friske til søndagens kampe. Men fordums storhed var nu langt væk denne fredag aften i Roskilde Idrætspark. tk