’Nu ser vi fremad’
Der er masse af udfordringer. Men ikke så alvorlige, at de ikke kan håndteres uden at skride til fyring.
Nogenlunde sådan lyder konklusionen i den personalejuridiske rapport, KL har afleveret om forholdene i det lokale beredskab, efter tillidsfolkene på stationen i Kirke Hyllinge havde sendt Lejre Kommune et såkaldt bekymringsbrev.
Blandt andet halter det så meget med kommunikationen, at der skal konsulenthjælp til at forbedre forholdet mellem ledelsen og dele af brandfolkene.
Og SKAT bør vurdere, om Lejre Beredskabs ledelse har overholdt reglerne for privat kørsel i firmabiler. Vender SKAT tommelfingrene ned for dén praksis, der har eksisteret hos beredskabet, kan det ikke blot blive en dyr affære for både Lejre Kommune, da der så skal betales skat af brugen af beredskabets biler, ligesom der skal betales afgifter.
Opstramninger
I kølvandet på rapporten, bebuder et flertal i økonomiudvalget opstramninger af forholdene i Lejre Beredskab.
I et brev til Lejre Kommunes direktion den 4. april 2014 gav to ansatte i Lejre Beredskab udtryk for deres bekymring for arbejdsmiljøet, og for en række øvrige forhold vedrørende ledelsesansvar og daglig praksis i Lejre Beredskab.
Siden har KL og BDO undersøgt forholdene i Lejre Beredskab. Økonomiudvalget behandlede KL's og BDO's rapporter og tilhørende anbefalinger den 19. august, og udvalget besluttede at følge anbefalingerne i de eksterne undersøgelser. Det betyder, at der på en række områder sker en opstramning af retningslinjer og praksis i Lejre Beredskab.
“Økonomiudvalget tog de bekymringer, som fremgik af brevet fra to ansatte i Lejre Beredskab meget alvorligt, og besluttede at få undersøgt forholdene til bunds,” siger Lejres borgmester Mette Touborg:
“Vi står nu med to gennemarbejdede rapporter og mere end 20 anbefalinger til opstramninger af den daglige praksis og af de regler, der gælder i Lejre Beredskab. Undersøgelserne har ikke afdækket forhold, der skaber personale-juridisk grundlag for afskedigelse af beredskabschefen eller andre i Lejre Beredskab, og undersøgelserne får derfor ikke personalejuridiske konsekvenser. “
Men ikke alle er enige i afgørelsen.
Fyres - eller se frem
“I Venstre har vi tilkendegivet en mindretalsholdning som er, at vi har mistet tilliden til beredskabschefen og hans embedsførelse.”lyder det i en kommentar fra Venstres medlemmer i ØU Lena Holm Jensen og Line Jacobsen. Begge giver udtryk for, at beredskabschefens forklaringer er ufyldestgørende og nogle steder modstridende. Alligevel var det en lettet beredskabschef, som Lokalavisen dagen efter personalemødet talte med.
“Jeg er glad for, at vi nu kan se fremad. Der er trukket en tyk streg i sandet nu,” fortalte Per Boye. Beredskabschefen kunne heller ikke skjule sin lettelse over, at der ikke vil finde afskedigelser sted: “Jeg er glad for at vi alle er her endnu,”sagde Boye, som har været beredskabschef siden 2003.