Hvidovre Kommune får en borgerrådgiver
Jurist med erfaring fra Glostrup og København skal forbedre sagsbehandlingen i Hvidovre
- Det har været et stort politisk ønske i Hvidovre at få ansat en borgerrådgiver. Derfor er både jeg og resten af Kommunalbestyrelsen glade for, at vi nu har fundet den rette person til stillingen, siger borgmester Helle Adelborg og tilføjer: - Borgerne vil blive mødt af en erfaren jurist og borgerrådgiver, når de henvender sig til Thomas Tækker. - Jeg håber at vores borgerrådgiver vil kunne sikre Hvidovre-borgerne en endnu bedre sagsbehandling - og at vi derfor med tiden vil opleve færre sager, der går i hårdknude og ender i klagesager. Borgerrådgiveren får kontor i rådhusets stueetage sammen med de andre borgervendte serviceområder. For at sikre uafhængigheden af den kommunale administration, er Hvidovre Kommunes nye borgerrådgiver ansat direkte under Kommunalbestyrelsen, som han refererer til. Borgerrådgiveren skal understøtte en fortsat konstruktiv dialog mellem borgere og forvaltninger og hjælpe borgere med at finde vej i den kommunale organisation, forstå afgørelser og kende de rette klagemuligheder Thomas Tækker har før sin ansættelse som borgerrådgiver i Glostrup Kommune blandt andet været ansat som sekretariatsleder ved Borgerrådgiveren i Københavns Kommune og som sekretariatschef i Socialforvaltningen i Københavns Kommune. - Jeg glæder mig meget til at starte som ny borgerrådgiver i Hvidovre Kommune. Min fornemste opgave til daglig bliver at bidrage til en god dialog mellem borger og forvaltning i konkrete sager, hvor tingene er kørt skævt. - Sideløbende skal jeg via min årlige beretning give Kommunalbestyrelsen endnu bedre indblik i kommunens sagsbehandling og betjening - herunder mine anbefalinger til, hvor der kan sættes ind, hvis der er behov for forbedringer, siger Thomas Tækker. Thomas Tækker bor i København med sin hustru og to børn. I fritiden dyrker han motionsløb. Han har første arbejdsdag i Hvidovre Kommune den 1. oktober. Borgerrådgiverens træffetid og kontaktoplysninger annonceres på kommunens hjemmeside snarest muligt herefter.