Nybolig åbner butik i Børkop
Christina Skov Jensen og Charlotte Krintel har kastet sig ud som selvstændige ejendomsmæglere hos Nybolig
Christina Skov Jensen og Charlotte Krintels nye arbejdsplads ligger ganske få meter fra Danbolig på Ny Boder i Børkop, hvor de begge indtil for nylig har arbejdet i flere år.
Alligevel er der en verden til forskel, for Christina og Charlotte er gået fra at være ansatte til at være indehavere. Nybolig har headhuntet de to ejendomsmæglere til kædens nye butik i Børkop, der også dækker Brejning, hvor der tidligere lå en Nybolig, der lukkede i forsommeren.
“Vi har haft lange overvejelser og har talt med hinanden og vores familier, om vi skulle kaste os ud som selvstændige uden en fast indtægt, for vi var glade for vores job hos Danbolig,” fortæller de to kvinder, som altså endte med at tage springet.
“Vi er i forvejen kendte i området og kan se et potentiale i Børkop. Folk flytter til, og boligmarkedet bevæger sig langsomt den rigtige vej,” forklarer de og uddyber:
“Vi tror på, at vi kan skille os ud ved at få kunderne til at føle sig trygge og ved at være med dem hele vejen både før og efter salget. Service er en mangelvare i mæglerbranchen. Vi hører folk sige, de ikke har hørt fra deres mægler i tre måneder. Sælger føler sig ikke nok orienteret i salgsforløbet, men sådan bliver det ikke hos os. Vi er med hele vejen, og det slutter ikke, når nøglen er overdraget. Det er noget, vi tager med fra vores tidligere job,” siger Christina Skov Jensen.
Supplerer hinanden
De nye indehavere af Nybolig Børkop og Brejning ser det som en styrke, at de har arbejdet sammen i mange år.
“Jeg er god til markedsføring, og Charlotte er meget stærk administrativt, så vi supplerer hinanden rigtig godt. Det giver en tryghed at vide, at det jeg ikke er skarp til, er Charlotte skarp til, og omvendt,” fortæller Christina.
“Heldigvis synes jeg, det administrative er spændende, og du synes, at markedsføring er spændende. Og så er vi begge gode til salg,” tilføjer Charlotte med et grin.
Christina og Charlotte har tænkt sig at være meget synlige i lokalområdet og har planer om at markedsføre sig på en utraditionel måde. Den første smagsprøve på det kan man helt bogstaveligt få på søndag, hvor de to vil skænke kaffe og uddele gratis rundstykker hos den lokale bager, Brødhjørnet. I disse dage husstandsomdeles en flyer, som man skal medbringe hos bageren for at benytte sig af tilbuddet.