Køge Kyst undersøger Søndre Havn
I de kommende år vil et nyt boligområde skyde op på den sydligste del af Søndre Havn, og nu går de første synlige arbejder i gang.
Fra mandag den 15. september kan man støde på særlige boremaskiner på grusvejen i forlængelse af Strandpromenaden syd for Søndre Badevej, samt på de øvrige fremtidige offentlige vejarealer.
Som led i forberedelserne af det nye boligområde udfører Køge Kyst nemlig både miljømæssige og geotekniske undersøgelser af undergrunden. Undersøgelserne skal bruges i forbindelse med detailprojektering af de kommende veje og byrum i det sydlige boligområde på Søndre Havn, som er omfattet af Køge Kysts Etape SH1 og SH2.
Køge Kyst udfører i alt 90 miljøboringer. Det sker med håndkraft, og hver boring tager op til 30 minutter at udføre. Herefter følger Køge Kyst op med en række geotekniske boringer, som udføres med lastbil.
Parallelt hermed foretager Museum Sydøstdanmark arkæologiske forundersøgelser, for at klarlægge om der findes væsentlige fortidsminder forud for anlægsarbejdet.
Forundersøgelserne foretages både i de kommende veje og byrum, som Køge kyst skal anlægge, og i de kommende byggefelter, hvor private bygherrer skal opføres boliger.
Arbejderne forventes afsluttet i løbet af oktober 2014. Der vil være adgang for både biler og bløde trafikanter i hele perioden.