Fortsæt til indhold

Hvidovre FortælleLab går i luften til september

Har du også en fortæller gemt i dig? Meld dig til fem kursusdage på HvidovreBibliotekerne

Arkiv
ark

De gode fortællere drager os mod deres historier, og man kan næsten ikke slippe taget i beretningerne, der flyder fra sprøde stemmer med entusiasme og indlevelse. Vil du selv være én af dem? HvidovreBibliotekerne giver dig muligheden, og inviterer i september-november til FortælleLab for fortælleglade Hvidovreborgere. Det er gratis og henvender sig til voksne over 18 år. - Man lærer at bruge sin stemme og krop og at fortælle en historie, fortæller bibliotekarerne Marianna Krarup og Annelise Nielsen, der er tovholdere på projektet. Historiefortæller Hans Laurens fra firmaet BestTellers er underviser, og der er plads til 15 personer på holdet. Tag ejerskab over historien HvidovreBibliotekerne har selv sendt et par håndfulde bibliotekarer på fortællekursus til stor begejstring for medarbejderne. - Man lærer at finde en personlig indgang til historien. At fange publikum og tage ejerskab over det, man vil fortælle. Man lærer at tro på sig selv og tro på, at publikum også gerne vil høre, hvad man har at fortælle, siger Annelise Nielsen. Marianna Krarup er enig: - Det handler om at turde indtage rummet. Det gælder, uanset om man vil blive bedre til at fortælle godnathistorier for børnene eller blive en bedre taler for store forsamlinger. Fortælleteknikkerne kan bruges i mange sammenhænge, siger Marianna Krarup, som håber, at FortælleLab vil munde ud i et fortælle-fællesskab i Hvidovre. Faktisk er FortælleLab et samarbejde med Teater Vestvolden, der til deres næste egnsspil i 2016 skal bruge lokale Hvidovreborgere, der vil fortælle deres egen historie. - Det er slet ikke et must, at man vil være med i egnsspil for at være med i FortælleLab-kurserne. Men det kunne sagtens være en naturlig udvikling fra FortælleLab, når man bliver begejstret for at fortælle. For det gør man!, smiler de to bibliotekarer.