Fortsæt til indhold

Køge Festuge samler Køge og skaber fællesskab

Michael Gram ser tilbage på en fantastisk jubilæumsudgave af Køge Festuge. Han stopper efter syv års arbejde med festugen men håber, at sponsorer og publikum fortsat vil bakke op om den årlige gratis fest for hele Køge.

Arkiv
Martin Rasmussen

For mange kulminerede årets festuge, da D-A-D gik på lørdag aften og gav over 10.000 mennesker et brag af en koncert, og også for festugens konferencier og sponsoransvarlige, Michael Gram, var det under D-A-D-koncerten, at festugen toppede - men på en lidt anden måde.
For ham var det kulminationen på meget lang tids arbejde på at skabe en fantastisk jubilæumsfest for køgenserne i anledning af tiåret for Køge Festuge.
- Mens D-A-D spillede på scenen, sad jeg nede backstage og tog mig selv i at fælde en lille tåre. Da tænkte jeg: Hold kæft, det lykkedes for os, fortæller han med et smil om den forløsning, det var at kunne afrunde en yderst vellykket jubilæumsversion af festugen med et nyt højdepunkt i den 10-årige historie.
Forud for det og mange andre højdepunkter i den forgangne uge er gået mange hundrede timers hårdt arbejde for festugens bestyrelse og mange andre involverede. Køge Festuge er et projekt, der arbejdes på hele året rundt, og det trækker veksler på folk, når det hele er baseret på frivillig arbejdskraft.
- Vi har været under utroligt hårdt pres både psykisk og fysisk. Vi ville rigtig gerne leve op til publikums og sponsorernes forventninger, og alle hiver og flår i en undervejs, fortæller Michael Gram, som alligevel ikke er i tvivl om, at det er det hele værd.
- Vi er en amatørgruppe, der bare gerne vil sætte en fest op for byen. Vi gør det så godt, vi kan, og det er bare fantastisk fedt, når man kan få en hel by til at feste og hygge sig sammen. Køge Festuge samler Køge - det samler borgerne og skaber et godt fællesskab, siger han.

D-A-D spillede pengene hjem

Rent økonomisk lykkedes Køge Festuge også, således at der bliver et godt overskud til de deltagende foreninger, selv om det endelige regnskab endnu ikke er på plads.
Det er dog forståeligt, hvis nogle har tvivlet lidt undervejs, for lørdag morgen så kursen ud til at være sat mod et solidt underskud. Her manglede man omkring 450.000 kroner, men så trådte en række sponsorer i karakter, lige som D-A-D samlede op mod 12.000 mennesker på Torvet og sikrede et stort ølsalg. Dels var der en række sponsorer, der gav lidt ekstra i løbet af dagen, og dels blev der solgt rigtig meget øl lørdag aften, hvor der faktisk blev udsolgt i den centrale ølbod på Torvet undervejs.
- Der er mange, der er med til at sikre, at der kan være en festuge, og det er vigtigt for mig at takke alle sponsorer, kommunen og de frivillige, siger Michael Gram.
- Det er unikt, at man kan have en festuge med masser af musik, som er gratis hele ugen. Det skyldes først og fremmest 10 års trofast opbakning fra de mange sponsorer, der bærer arrangementet. Der er mange byer, der har fat i os for at høre, hvordan det kan hænge sammen, når det er gratis. Og det handler om sponsorerne - de er der bare hvert år, siger den sponsoransvarlige, som også glæder sig over det gode ølsalg lørdag - men samtidig sender en lille opfordring til de gæster, der selv sørgede for forsyninger hjemmefra.
Ølsalget er en vigtig indtægtskilde for festugen, og derfor undrer man sig fra festugens side over, at der stadig er mange, der selv tager drikkevarer med til festen.
- Vi ser stadig nogle med tyskerøl og medbragt spiritus. Hvis man vil fortsætte med at have festugen fremover, så skal man altså støtte mere i boderne, siger Michael Gram.
For ham var jubilæumsåret samtidig sidste år som en del af Køge Festuges bestyrelse - efter syv år trækker han sig nu fra arbejdet, efter at have brugt enorme mængder ferie og fritid på projektet gennem årene.
- Jeg er meget beæret over, at jeg har fået lov til at være med i Køge Festuge i så mange år, siger han og opfordrer i øvrigt folk til at henvende sig til formand Per Stenberg, hvis man gerne vil bidrage til arbejde med at organisere Køge Festuge næste år.