Vil lave knockout på børns overvægt
Nu bliver der for alvor - og bogstaveligt talt - slået et slag for, at børn og unge i Aabenraa kommune skal hjælpes til at komme af med overvægten.
Aabenraa Kommune har lanceret projektet “Ta chanchen - fra sværvægt til letvægt”, hvor kommunens børn og unge får særlige motionstilbud, der kan hjælpe dem med at bekæmpe overvægt.
En af kommunens samarbejdspartnere i det nye projekt er Felsted Bokseklub, der starter et nyt boksehold op i Grænsehallerne. Holdet er målrettet børn og unge, der er overvægtige.
“Jeg synes, det passede hånd i handske med vores klub. Dels vil vi gerne hjælpe, men det er selvfølgelig også en måde at profilere vores sport på. Og endelig, så passer projektets navn jo nærmest perfekt til vores sport”, forklarer Tina Cordt Berndsen.
Projektet er en del af i alt syv projekter, der lanceres af Aabenraa kommune i forbindelse med, at kommunen er blevet udnævnt som breddeidrætskommune. Projektleder Ane Tarp Hansen er tovholder, og hun efterlyser flere samarbejdspartnere blandt fritidsklubberne.
“Felsted Bokseklub var hurtigt ude. Og at de endda tilbyder at starte et hold i Grænsehallerne er helt perfekt, da det er i den egn af kommunen, vi har de mest røde tal, når det kommer til overvægt blandt børn og unge. Vi har andre samarbejdsklubber i projektet, bl.a. Høje Kolstrup håndbold, men der er plads til flere endnu, så vi håber, flere klubber har lyst til at bakke op om projektet”, forklarer Ane Tarp Hansen.
Bokseholdet starter træningen i Grænsehallerne den 24. september, og holdet er forbeholdt børn og unge, der er overvægtige.
“Vi har plads til 16 på holdet, og jeg har allerede nu tilsagn fra otte, der har lyst til at være med. Så det ville være rart, hvis man lige gav os besked, hvis man gerne vil være med, så vi er sikre på, at vi har plads til alle”, fortsætter Tina Cordt Berdsen.
På holdet vil der være fokus på fællesskab, styrkelse af selvværd samt udvikling af fysiske og motoriske færdigheder gennem leg. Træningen vil ligeledes blive tilrettelagt på en måde, hvor der bliver taget de nødvendige hensyn, og hvor deltagerne får en succesoplevelse.
“Der er seks gratis prøvegange, og hvis man passer sin træning, vanker der en lille belønning. Og får man blod på tanden, er man naturligvis velkommen til også at deltage på vores andre hold i klubben”, understreger Tina Cordt Berndsen.