Fortsæt til indhold

Det dufter af ren forkælelse

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Den 4. oktober er der dømt løb. Og dette løb er kun for kvinder.
En duft af kvinde er et nyt tiltag, som en gruppe kvinder har taget initiativ til. De kender hinanden fra AAIG, og de mente, at der nu var så mange forskellige løb i Aabenraa-området, at nu var det på tide at lave noget tilsvarende - men kun for kvinder.
“Det er den sociale del, der står i højsædet ved vores løb. Selvfølgelig skal man være aktiv og løbe eller gå de fem eller 10 km., men det er arrangementet om aftenen i Sønderjyllandshallen, der er det primære”, fortæller Grete Andersen, der er en af de fem initiativtagere.

Mød dem til By Night

Ved fredagens By Night arrangement kan man møde de fem fortagsomme kvinder på en stand i gågaden. Her kan man få mange flere informationer og også melde sig til løbet.
“Det er vigtigt at understrege, at En duft af kvinde giver mulighed for en hyggelig dag i byen sammen med veninderne. Der er så mange, der mener, at der ikke sker noget i byen, men netop denne aften er der gang i flere ting i byen. Bl.a. er der jo selvfølgelig mandehørm, hvor mændene har været i gang”, supplerer Joan Høeg.
Ved aftenarrangementet i Sønderjyllandshallen starter kvinderne ud med champagne, og senere på aftenen kan de nyde et foredrag med livsstilseksperten Christian Grau, der er mest kendt fra tv-programmet “Kender du typen?”.
“Ham har vi valgt, fordi han er aktuel og interessant. Og så er han meget appetitlig at se på. Så der skal ikke herske tvivl om, at det handler om hygge, forkælelse og velvære denne dag”, fortsætter de to.
I løbet af aftenen vil der være konkurrencer og lodtrækninger om flotte præmier.
“Vi har oplevet, at mange sponsorer synes, det er et sjovt tiltag, og de har været flinke til at give nogle fine præmier. Udover lodtrækningerne, så er der også en goodiebag til alle deltagerne i løbet”, forklarer Joan Høeg.

Vil ikke konkurrere

Arrangørerne understreger, at En duft af kvinde på ingen måde skal trække fokus på det veletablerede løb for mænd, Mandehørm, der finder sted samme dag.
“En duft af kvinde handler om at få en hyggelig dag. Vi skal på ingen måde underholde nogen, og det gælder ikke om at komme først eller mudre sig til. Så det er heller ikke et publikumsvenligt løb”, fortsætter Joan Høeg.
Arrangørerne slutter med at understrege, at man sagtens kan deltage, selvom man ikke løber til dagligt - det er nemlig tilladt at gå.