Fortsæt til indhold

Nu er det slut med at vente

Det er snart et år siden, at eks-Aqua musikeren René Dif, samlede sin pigegruppe. Nu kommer første single langt om længe

Arkiv
Peter Rasmussen

Hun hedder Camilla, hun kommer fra Haderslev og har sine fødder solidt plantet i den jyske muld.
Men hun er også høj, smuk, god til at danse og fantastisk til at synge. Og fra på mandag er hun måske en vaskeægte musikstjerne. Camilla Muxoll Søberg er nemlig én af de fem musikalske piger i konceptgruppen World of Girls, og på mandag udkommer første single, "Weekend Girl".
Musikscenen er på ingen måde ny for Camilla. Under kunstnernavnet Cami L, har hun allerede ligget højt på hitlisterne flere gange, og i årevis har hun levet af sin sang og sin dans. Det gør hende til det mest rutinerede blad i den femkløver, som det tidligere Aqua medlem, René Dif, har bygget op. Det er snart et år siden, at 600 håbefulde - Og talentfulde - piger, blev kogt ned til 60. Disse blev så samlet til den endelige udvælgelse, som endte med at det kommende band havde seks medlemmer. Siden blev gruppen reduceret yderligere til de nuværende fem medlemmer, hvoraf én altså hedder Camilla og kommer fra Haderslev.

Musikken handler om pigers univers

At gruppen fik navnet "World of Girls" er ikke tilfældigt. Dels er det jo en pigegruppe, og dels handler teksterne om de ting, som piger tumler med:
"Vi har ikke så meget en fastlagt musikalsk genre, som mere et tema. Vi synger om de ting, som betyder noget for piger. Og det kan vi gøre på mange måder," har pigerne tidligere sagt.
Det første singleudspil, som Universal Records sender på gaden på mandag, hedder "Weekend Girl". Det er et såkaldt 'uptempo' nummer, som handler om forskellen imellem sand kærlighed og en lille weekend-flirt. Nummeret blev spillet offentligt første gang i forbindelse med Copenhagen Pride, hvor pigegruppen deltog med egen vogn. Og i den forbindelse blev videoen med "Weekend Girl" optaget.

René Dif - tidligere Aqua - er manden bag den nye gruppe.
Camilla Muxoll Søberg under en 'photoshoot' i København.