Steffen opfandt årets brætspil - men kan ikke selv deltage
3888 spørgsmål senere blev Steffen Kjærulff Fjords idé til nyt brætspil
Det var i de mørke timer i foråret, at Årets Spil for familien 2014 stille og roligt blev opfundet i et hus i Gadbjerg. Der sad 29-årige Kjærulff Fjord og nørklede med leksikon og hjemmesider, for han havde fået en idé. Og havde fået lyst til at gøre idé til virkelighed.
Han ville parre Ludo med spørgsmål og skabe et nyt spil kaldet Ludo Quiz.
“Jeg er vild med brætspil, og jeg elsker spil med paratviden. Så jeg ville opfinde et nyt spil, der skulle være meget simpelt at forstå og afkode, så man straks kan gå i gang. Alle kender Ludo, så det er ikke svært at sætte sig ind i reglerne,” siger han.
Men spørgsmålene manglede jo. Kategorierne kredser om hverdagsting, så alle kan være med. Spørgsmålene, og måden spillet er opbygget på, er lavet på sådan en måde, at alle bør kunne spille mod alle. Fra ti år og opefter.
“Så gik jeg i gang med at finde på spørgsmålene. Det tager altså meget lang tid at finde på 3888 spørgsmål. Også meget længere tid end jeg troede på forhånd. Det var mit almindelige arbejde i dagtimerne og produktion af spørgsmål om aftenen. Min kone viste stor forståelse og tog det tunge slæb med vores datter, som dengang endnu ikke var fyldt et år,” siger Steffen, der arbejder som indkøber i Hedensted.
Og så gik han ellers i gang. Stille og roligt kom flere og spørgsmål og svar på plads.
“Det betyder jo desværre, at jeg ikke selv kan deltage i et spil Ludo Quiz, for jeg kender jo alle svar,” griner han.
Spillet er blevet taget godt i mod. Faktisk så godt at det er blevet 'Årets Spil for hele familien 2014'. En pris som Bog & Idé og Bøger & Papir står bag.
“Det er vildt fedt, at spillet er færdig og er i handlen. Der er sket meget siden, jeg startede med en idé, der blev tegnet på fire stykker A4 papir. Det er svært ikke at have hænderne over hovedet, men omvendt, man er vel jyde, så jeg bevarer benene på jorden,” smiler han.
Brætspillet koster 299 kroner.