Fortsæt til indhold

Mange køgensere med dårlig samvittighed

Et spørgsmål dukker tit op blandt gæsterne i Kjøge Mini-By - hvor mange år har projektet eksisteret?

Arkiv
Arkiv

Hvor har vi tit kørt eller gået forbi Kjøge Mini-By, ja nogle flere hundrede gange om året, men så en dag kommer man ind og ser hvad der foregår på Strandvejen 101, og bliver glædeligt overrasket og mange får lettet deres dårlige samvittighed.
Når gæsterne er kommet ind sidder de ofte og taler om hvor mange år der har været en Mini-By i Køge, og svarene er mange, men sjældent rigtige. 10 og 15 går de fleste svar på, og dermed er der skudt langt forbi.
Kjøge Mini-By har eksisteret i 24 år, og har næste sæson 25 års jubilæum, der bliver markeret i forbindelse med den årlige sommerfest i august.
- Det er jo ikke noget gæsterne skal undskylde, at de ikke tidligere har besøgt Mini-Byen, siger Sven Erik Svensson fra PR-udvalget.
- Vi er da glade for de mange besøg der er hvert år, men hygger os også lidt med, at så mange køgensere får lettet deres dårlige samvittighed og oveni får en oplevelse og et gensyn med byens fortid, siger han med et smil.
Kjøge Mini-By bygges som Køge så ud i 1865 alt er i størrelsesforholdet 1:10. Der er et stort værksted hvor husene opføres og der er der lejlighed til at følge fra grundstøbning til skorstene er sat på, og husene placeret på deres rette plads. Der er 447 huse ude i Mini-Byen og projektet skal ramme 1070 huse, så det varer mange år før det er færdigt. Køge er jo en havneby, så der er et bådebyggeri og skibe i havnen, Der er tilknyttet ca. 125 frivillige medlemmer der udføre de mange opgaver i Mini-Byen.
Der er åbent alle dage fra kl. 10-16 indtil 30. september og igen i efterårsferien fra 11.-19. oktober og det koster kun 50 kr. for voksne og 10 kr. for børn mellem 5 og 15 år. Kjøge Mini-By besøges hvert år af 10-12.000 gæster og der er mange guidede rundvisninger for selskaber mellem 10 og 25 personer og det koster 200 kr. pr. guide og skal bestilles forud på 56636218 slutter Sven Erik Svensson.

I Kjøge Mini-By er tiden fastfrosset til år 1865.