Fortsæt til indhold

"Hvorfor bliver man ved med at lappe på asfalten?"

Far til elev på Holmegårdsskolen undrer sig over, at asfalten på Planteheldvej er i dårlig stand - samt at Hvidovre Kommune vedbliver med at lave lappeløsninger, selvom det ikke virker

Arkiv
ark

- Vi opfordrer vores børn til at cykle i skole, men vejen bag skolen er livsfarlig. Ligesom de sidste mange år er kørebanen i så dårlig stand, at det gør det farligt for cyklister, siger faderen til Hvidovre Avis.
- Der er store huller i vejen, der trænger til at blive gjort noget ved. Hvidovre kommune har forsøgt at lappe hullerne et par gange igennem årene, men det løser kun problemet kortvarigt, siger han.
Han har selv flere gange forsøgt at tage kontakt til Teknisk Forvaltning, dels gennem ordningen "Giv et praj med e-mail", men det er ifølge faderen aldrig lykkedes at få kommunen i tale.
Økonomisk efterslæb
Hvidovre Kommune erkender, at vejen ikke er i god stand. Det skyldes blandt andet, at vejen indtil for nylig var halvt privat og halvt offentlig. Det er først i 2014, at vejen er overdraget fuldt ud til Hvidovre Kommune, forklarer souschef for vej- og park, Connie Nielsen.
- Vi har lappet vejen, så godt vi kan, men det er korrekt, at det ikke virker i længden. Vejen tilhører kategorien "lav standard", og det er et spørgsmål om økonomiske ressourcer, at asfalten ikke er fornyet i 2014, hvor vi har fået den på kommunale hænder. På Planteheldvej er vi efterhånden helt nede i grundlaget under asfalten, og derfor er det så svært at lave lappeløsninger, der holder, siger Connie Nielsen og tilføjer, at Hvidovre Kommune ligesom de fleste kommuner i landet har et økonomisk efterslæb på asfaltområdet, idet der ikke har været afsat nok budget til asfaltvedligeholdelse.
- Vi prioriteter så godt, vi kan, med de budgetter, vi har til rådighed. Derfor vil man som borger også opleve, at der er veje med asfalt, der kan synes i bedre stand end andre, som bliver fornyet. Det er et spørgsmål om, at ingeniørerne regner på forskellige parametre - krakkelinger, huller, hvor udtørret er vejen - og dermed finder frem til, hvor det bedst kan betale sig at lægge ny asfalt ...
Nye fortove
På Planteheldvej har beboerne aldrig haft fortove - ifølge Hvidovre Kommune fordi grundejerforeningen ikke har ønsket at betale til fortove, mens vejen var delvis privatejet.
Men nu, hvor kommunen ejer 100 procent af vejen, er det besluttet, at der skal etableres fortove. Også for at gøre skolevejen mere sikker for gående skolebørn.
- Det vil derfor virke mærkeligt, at vi først lægger ny asfalt, for kort efter at etablere fortove og ødelægge den nye asfalt. Det hele skal ske på én gang. Jeg kan ikke love, hvornår det bliver. Vi er måske inde i 2015, siger Connie Nielsen.

Hullerne går helt ned til underlaget af asfalten.