Fortsæt til indhold

Per får Cimbria-byggeriets skyggesider

Per Moshage er ikke begejstret for at blive nabo til en 18 meter høj beboelsesejendom. Han er bekymret

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

projekt Det store projekt på Cimbria-grunden får direkte konsekvenser for Per Moshage, der bor på Langevad nærmeste nabo til Cimbria-grunden. Den konsekvens, der får de fleste kuldegysninger frem hos ham er, at han med byggeriet kan se frem til, at hele hans hus kommer til at ligge i skygge allerede fra kl. 16 om eftermiddagen. “Lige nu har vi en Cimbria-bygning som nabo, og den er vel omkring otte meter højt. Med et projekt, de nu vil gennemføre, bliver den nærmeste nabo en beboelsesbygning på 18 meter. Så der bliver ikke nogen sol til os om aftenen - overhovedet”, lyder det fra en frustreret Per Moshage. Han understreger, at han generelt ser frem til, at der kommer til at ske noget på Cimbria-grunden, og at han ikke har noget imod, at der bliver bygget nyt. “De skal bare ikke bygge så højt. De kunne bygge nogle fine klyngehuse eller noget”, lyder det videre. Per Moshage og familien har boet i huset på Langevad i 25 år, og det er et populært sted at bo. “Vi er jo meget tæt på det hele, og alligevel ligger vi lidt væk. I de 25 år har der kun været ét hus til salg, og det blev solgt, inden det kom i avisen. Nu er der nogle på gaden, der har svært ved at få solgt, simpelthen fordi hele situationen er uafklaret”, fortsætter Per Moshage.

Hvem skal bo der?

Selvom højden af det nye byggeri er Per Moshages primære bekymring, så undrer det ham også, at politikerne vil bygge så mange nye lejligheder. “Nu har jeg selv udlejningsejendomme, og jeg ved, hvor svært, det er at leje ud i disse tider. Så jeg ved ikke, hvem de tror, der skal bo der. Og at gøre plads til erhverv i underetagen, kan jeg heller ikke se logikken i. Sidst jeg var en tur op ad gågaden talte jeg 31 tomme butikker. Så giver det ikke meget mening at sætte flere kvadratmeter af til butikker”, fastslår Per Moshage Han og de fleste andre fra Langevad var tilstede på cafémødet i sidste uge, og de fik luftet en del af disse bekymringer. Nu vil de sætte sig sammen og få udformet et høringssvar, og så håber de, at politikerne vil lytte til dem. “Jeg håber, at de ændrer projektet. Og så håber jeg også, at de skynder sig lidt, for den her uafklarede situation kan ingen af os være tjent med. Vi er bundet til vores huse, som det er nu. Selv har jeg overvejet at sælge huset, men lige nu, hvor ingen ved, hvad der skal ske, er det jo let at sælge noget som helst”, slutter Per Moshage. Cimbria-projektet Boligprojektet omfatter 120 nye boliger fordelt på fem bygninger. Der må bygges op til syv etager. Derudover er der ca. 4000 kvm. til detail-butikker i stueetagen. Projektet er i høring frem til den 10. september.