Trist indkørsel til byen
Fortovet ved Københavnsvej ligner noget fra en gammel østtysk forstad
For efterhånden mange år siden lignede indkørslen til Roskilde ad Københavnsvej nærmest en forsømt forstad et sted i det gamle Østtyskland. Mange af husene var i dårlig stand, og det rodede med brugte biler foran nogle af de firmaer, der holdt til her. Men i de senere år er det blevet meget bedre, efter at det nye Ro’s Torv har sat en høj standard for et butikscenter, og mange andre af de mere pladskrævende forretninger er flytter herud i nye og større bygninger. En god del af byens bilforhandlere har også slået sig ned på den yderste del af Københavnsvej og lavet fine forretninger, så kunderne kan få lyst til at anskaffe sin en ny eller anden vogn. Dermed er Københavnsvej blevet langt flottere, og de mange, der kommer kørende til Roskilde øst fra, oplever ikke længere det samme triste billede. Faktisk er den østlige indkørsel til Roskilde kommet op på et niveau, så byen virker spændende og interessant. Københavnsvej skiller sig ikke længere ud på en negativ både sammenlignet med eksempelvis Frederiksborgvej eller Holbækvej, Så meget mere nedslående er det, at kommunen ikke kan finde ud af at vedligeholde sine egne fortove, som en række indsendte billeder fra en vågen læser viser. Inden længe skal byrådets partier i gang med at diskutere budget for kommunen i 2015. Fortovet på denne del af Københavnsvej er en af de opgaver, der bør med, for det her kan vi ganske enkelt ikke være bekendt.