Kom gratis til ishockey
Hvidovre Kommune har købt pokalkampen mellem Hvidovre og Rungsteds ligahold på fredag
Det historiske kampsponsorat sikrer alle kommunens borgere mulighed for at komme gratis op og støtte byens ishockey drenge i den ekstremt svære kamp mod Rungsteds ligahold med flere professionelle udlændinge i truppen. Alt du skal gøre er at medbringe dit sygesikringskort og så naturligvis komme i god tid, for skøjtehallen kan naturligvis ikke rumme alle byens borgere. Tilbuddet gælder kun indbyggere i Hvidovre Kommune, alle andre skal svare normal entré, så husk sygesikringskortet. Kultur og Fritidschef Lars Hørdum: - Hvidovre Kommune har valgt at være kampsponsor for at give kommunens borgere en god sportsoplevelse. Vi håber specielt at mange børn og unge vil benytte sig af tilbuddet og stifte bekendtskab med ishockey... Frank Langemark fra klubben: - Vi er utrolig glade for at kommunen har valgt at støtte os som kampsponsor og samtidig være med til at udbrede vores sport blandt Hvidovres borgere endnu mere. At gå til ishockey er en totaloplevelse. Det er der heldigvis en del af byens indbyggere, der allerede er klar over og benytter sig af, men efter et par magre år økonomisk har vi brug for at få udbredt kendskabet til byens ishockeyhold endnu mere. Det er mit håb at dette kan være startskuddet til et nyt og endnu tættere samarbejde med kommunen og måske endda ende som en permanent ordning, der vil kunne bringe os endnu tættere på ligaen med en fyldt skøjtehal hver gang. Vi har nemlig et rigtig godt produkt... - Med hensyn til selve kampen er det klart, at Rungsted er storfavoritter og en Hvidovresejr vil være en kæmpe sensation. Men Hvidovre er klar til at spille deres chance og gøre Hvidovres fodboldhold kunststykket efter, de som bekendt sendte Brøndby ud af pokalen for præcis et år siden, med publikum som en stor medspiller... Cheftræner Olaf Eller: - Vi har et ungt hold, der i testkampene ind imellem har vist sit store potentiale. Vi stiller i stærkeste opstilling på fredag. For at kunne give Rungsted kamp, skal hver eneste spiller overgå sig selv, og det gør de selvfølgelig bedst med stor opbakning. Kampen starter kl. 19.30, og dørene åbnes kl. 18.45. ebo