Fortsæt til indhold

Puttede LSD i 16-årig drengs øl

Aggressive pushere og gramsere i Folkeparken

Arkiv
Anette Gundlach

Kammeraterne græd og var chokerede, da de fredag aften oplevede, hvordan deres 16-årige klassekammerat fra Roskilde pludselig skiftede karakter og opførte sig underligt, mens de var til den ugentlige fest i Folkeparken efter skoletid.
Det viste sig, at en ukendt person havde puttet en pille, sandsynligvis LSD, i øllen, mens den 16-årige kort var gået fra sin flaske.
En af kammeraterne fik tilkaldt en ambulance, og den unge fyr blev undersøgt af de tililende ambulancefolk, men han var dog ikke kommet til skade ved forgiftningen.
De unge kunne fortælle, at mindst tre personer går rundt om fredagen og faldbyder piller til skolebørnene, der uge efter uge møder op i parken for at hygge med kammeraterne.

Gemte sig for gramser

Samme aften måtte to piger på 15 år gemme sig for en mand, der havde rørt ved deres bagdele og bryster. De havde mødt manden klokken 21.30, da de spadserede i parkens vestlige del med mange træer.
Efter at gerningsmanden havde gramset på dem, flygtede pigerne og gemte sig et andet sted i parken.
De to har fortalt politiet, at manden var udlænding og omkring 30 år. Han var omkring 180 centimeter høj, lidt buttet og havde sort kort hår og daggamle skægstubbe.
Han var iført blå hættetrøje med lynlås foran og mørkeblå jeans.
ag@roskildeavis.dk