Holder øje med de unge i Folkeparken
Politiet holder et vågent øje med de 600 til 800 elever, der mødes i Folkeparken hver fredag eftermiddag for at fejre skoleugens afslutning og weekendens start.
Sidste fredag fik flere en ubehagelig overraskelse, da en ukendt gerningsmand smuglede et trip i en 16-årig drengs øl, så denne blev dårlig, og kammeraterne måtte tilkalde en ambulance.
På fredagene har flere unge desuden set tre personer sælge LSD-lignende tabletter til de festende.
Chef for speciel-patruljen ved Roskilde Politi, Michael From Hansen er dog ikke bekymret:
- Vi har ikke specielt fokus på de unge i Folkeparken. Jeg synes, de opfører sig meget fornuftigt. De mødes og hygger sig, mens de hører noget musik.
- Vi oplever, at der kun sker det, som kunne ske til enhver anden gymnasiefest.
Michael From Hansen understreger, at politiet udelukkende er interesseret i, at de unge hygger sig.
- Men vi kommer forbi og snakker med dem og holder øje med, om de har det godt.
Pas på hinanden
Michael From Hansen forklarer, at hvis man vil undgå ubehagelige overraskelser i Folkeparken og ved ungdomsfester i det hele taget, er det en god ide at holde øje med om vennerne har det godt og at lade være med at drikke sig så fuld, at man mister overblikket.
Han råder de unge til at holde godt øje med deres drikkevarer og til ikke at forlade dem.
ag@roskildeavis.dk