Ordblinde bliver spottet tidligt
Allerede i 3. klasse screenes eleverne i Aabenraa kommune for ordblindhed
Mellem to og fem % af danskerne er ordblinde i højere eller mindre grad. Det vil sige, at der i en almindelig folkeskoleklasse med 28 elever sidder i gennemsnit ca. én elev, der har store udfordringer med at læse og skrive.
Heldigvis er det at være ordblind ikke længere så marginaliserende for de berørte som før i tiden, hvor mange først blev klar over, at de var ordblinde, når de var blevet voksne.
I dag er der langt mere fokus på ordblindhed, og så godt som alle fanges i de første år i folkeskolen.
“Alle skoler screener børnene med en ordblindetest i 3. klasse. Herved kan man finde langt de fleste, og få givet dem de rette hjælpemidler”, fortæller Læsekonsulent i Aabenraa Kommune, Helga Conradsen.
Hun mener endda, at flere børn i dag kan opdages endnu tidligere.
“En del børnehaver arbejder med bogstavernes form og lyd. Der laves også en sprogvurdering både i børnehaven og i starten af børnehaveklassen. En sprogvurdering viser bl.a., om barnet har styr på bogstaverne og deres lyde. Og på den måde er der mulighed for forholdsvis tidligt at få nogle indikationer på, om der er problemer”, forklarer Helga Conradsen videre.
Skolerne har opgaven
Selvom Aabenraa Kommune altså har en decideret læsekonsulent, ligger ansvaret med at screene og hjælpe de ordblinde børn decentralt på de enkelte skoler. Det foregår dog ofte i samarbejde med læsekonsulenten.
“Det fungerer fint. Jeg er der som en ekstra sparringspartner for de læsevejledere, der findes på kommunens skoler. Og på den måde kan de trække på mig, hvis der er specifikke problemstillinger”.
Når det er blevet konstateret, at man er ordblind, er man i dag også en del bedre stillet end “i gamle dage”.
“Hvor eleven tidligere f.eks. fik tilbudt specialundervisning og måske derfor var en del ude af klassen, arbejdes der i dag inkluderende med elever i læsevanskeligheder. Den første it-hjælp, ”it-rygsækken”, var også meget stor og tung med en stor computer, scanner og flere andre ting. I dag er en del bøger og undervisningsmateriale elektronisk tilgængeligt, så det er nok at have en iPad eller pc. Skolerne tilbyder et computerprogram, CD-Ord, der kan hjælpe eleven med at læse og skrive direkte via pc eller iPad. Så udviklingen er på den måde også med til at gøre det nemmere for den ordblinde elev”, forklarer Helga Conradsen.
Ikke for sent
Hvis man er gået ud af folkeskolen, og man har en mistanke om, at man kan være ordblind, så er det ikke for sent at få hjælp.
VUC har kurser til ordblinde, og også de tilbyder CD-ord.
Alle skoler screener børnene med en ordblindetest i 3. klasse. Herved kan man finde langt de fleste
Helga Conradsen, Læsekonsulent