Flere unge uden uddannelse
Direktør på Roskilde Tekniske Skole, Jesper Østrup, er langt fra begejstret over, hvis Ungdommens Uddanneslesvejledning (UU) skal skæres ned til en lille underafdeling.
Nu er der forslag om, at den lægges ind under Roskilde Kommune og kun tage sig af de svageste unge, der er i fare for ikke at få en uddannelse.
Jesper Østrup frygter, at flere unge vil falde gennem uddannelsessystemet og i sidste ende stå uden svendebrev eller studenterhue.
Tidligere tog UU sig af vejledningen af alle efter folkeskolen, hvis de unge ønskede det.
Glade for UU
En ny lov har sænket kravene. Dermed bliver det nu kun de svageste 20 procent, der får glæde af vejledningen.
I stedet skal ungdomsuddannelserne selv ud på folkeskolerne og vejlede elever og forældre.
- Vi har været glade for UU, da de har været gode til at tage sig af den store opgave, det er at vejlede de unge med hensyn til de mange uddannelser, der findes, siger Jesper Østrup og fortsætter:
- Det gode ved UU er desuden, at de er neutrale i forhold til uddannelserne og ikke skal sælge noget.
Jesper Østrup forklarer, at Roskilde Tekniske Skole i fremtiden selvfølgelig selv vil gøre en stor indsats for at komme ud på skolerne for at fortælle om deres mange tilbud.
Svært for erhverv
Jesper Østrup forudser, at det bliver ekstra hårdt for de små erhvervsuddannelser at trænge igennem til de unge, når UU ikke længere står for vejledningen.
- Der er virkelig mange små erhvervsuddannelser at sætte sig ind i. Derfor tror jeg, det bliver svært for hr. og fru Hansen at vejlede deres børn om, hvilken uddannelse de bør vælge, siger Jesper Østrup og fortsætter:
- Jeg frygter, at endnu flere unge i fremtiden vælger gymnasiet. Den uddannelse er aldrig spild, og dermed får de unge samtidig tre år mere at tænke sig om i.
Direktøren tror, at den foreslåede nedskæring i sidste ende bliver dyr for samfundet, da flere unge risikerer at falde igennem uddannelsessystemet eller vælger forkert.
- Allerede i dag har vi flere elever hos os, der først har taget gymnasiet og derefter kommer hos os for at blive håndværker. Dem bliver der nok flere af i fremtiden.
Ingen grund til at skære
Tidligere formand for Skole- og Børneudvalget Henrik Stougaard har sagt til Roskilde Avis, at han synes, det er en dårlig ide at skære i UU, bare fordi loven giver mulighed for det.
Han mener, at UU har sparet kommunen for mange udgifter ved at give eleverne en god rådgivning, der har fået dem til at vælge rigtig uddannelse første gang.
ag@roskildeavis.dk