Lauritz.com blev et tilløbsstykke
Der var arvegods, der var antikviteter og slet og ret ting fra gemmerne, som nysgerrige borgere ville have vurderet, da Lauritz.com i søndags lagde vejen forbi Sognegården i Skibby.
Lions Club i Skibby havde taget initiativ til denne, for dem, helt nye aktivitet.
“Vi havde 102 vurderinger, så det må siges at have været et vellykket arrangement,” fortæller medlem i Lions Skibby og tovholder ved Lauritz.com's besøg: Elo Andersen.
“Jeg ved da, at der var nogle spændende ting imellem, som nu skal vurderes nærmere. Jeg snakkede med flere som var godt tilfredse. Men der var da også dem, som skulle en tur på containerpladsen bagefter,” siger Elo med smil i stemmen.
Det var nyt for Lions Skibby at have vurderingsfirmaet på besøg, og i følge Elo Andersen, var der da også lidt arbejde forbundet med arrangementet.
Alligevel er man i Lions godt tilfreds.
Dagen gav et overskud fra tilmeldingerne fra dem som skulle have genstande vurderet.
Ydermere blev der solgt kaffe, vand og pølser, hvoraf alt overskuddet herfra også går ubeskåret til gavn for børn, unge og ældre.