Kommune får ny sundhedschef
Michael Skriver Hansen bliver ny sundhedschef i Sønderborg Kommune
Michael Skriver Hansen tiltræder den 1. november som ny sundhedschef i Sønderborg Kommune.
Han er 49 år og kommer fra en stilling som kvalitetschef i Sygehus Sønderjylland.
Michael Skriver Hansen har en uddannelse i statskundskab fra Aarhus Universitet i 1991 samt master i Public Governance.
Han har haft job i bl.a. Bornholms Amts sundhedsforvaltning og i Amtsrådsforeningen, inden han i 2002 blev tilknyttet det sønderjyske sygehusvæsen som kontorchef ved Sønderborg og Tønder Sygehuse. Siden har han i organisationen været bl.a. strategi- og udviklingschef, inden han sidste år blev kvalitetschef i Sygehus Sønderjylland.
I Sønderborg Kommune kommer Michael Skriver Hansen til at stå i spidsen for den fortsatte implementering af ”Det gode liv”, som er Sønderborg Byråds vision om, at borgerne skal have mulighed for at udfolde et aktivt liv, hvor de trives både fysisk, psykisk og socialt.
Sundhedsområdet i Sønderborg Kommune har et budget på 468 mio. kr. i år, og ansvarsområderne er bl.a. Sundhedscentret, hjemmesygeplejen og sundhedsplejen, tandplejen og sundhedsaftalerne med regionen.
Michael Skriver Hansen bor i Broager med sin familie.