Fortsæt til indhold

Nyt modeevent for kvinder med kurver

Dronning Louise danner ramme om en anderledes modeevent

Arkiv
Rune Weitling

Selv om man desværre nogle gange kan tro det, så er mode altså ikke kun for tynde modeller, der kan tvinge dem selv ned i en størrelse 28.
Lørdag den 20. september på Dronning Louise kan man ved selvsyn opleve, at der også er masser af mode til kvinder med kurver, former og en smule på sidebenene. Her er der nemlig lagt op til en aften spækket med inspiration, foredrag, fashionabel stemning, modeshow, forkælelse, tips og tricks i styling samt smukke plussize modeller.
“Vi vil gerne gøre opmærksom på, at mode er for alle aldre, kurver og former. Fokus denne aften er på sundhed og mode til de lidt større kvinder,” fortæller Mica Oh, der er arrangør bag denne Fashion Day i Esbjerg, og hun tilføjer:
“Aftenen byder på både forkælelse, modeshow og oplysning. Denne aften er den første ud af en turne i Jylland, hvor der er fokus på motivation i form af sundhed, at elske sin krop og former som de er og stadig kunne klæde sig modebevidst,” lyder det fra Mica Oh, der har stiftet Peepers Denmark, som de sidste tre år har arbejdet for at udvikle en sundere og mere identificerende modeindustri for forbrugeren i Danmark.

Lokale kan gå med i show

Selve modeeventen foregår som nævnt lørdag kl. 18.00 - 21.30 på Dronning Louise, og Mica Oh håber, at esbjergenserne vil tage imod tilbuddet om en anderledes modeaften.
“Der findes plussize designere i hele verden, men den danske forbruger kender dem ikke og segmentet har endnu ikke udviklet sig i Danmark. Derfor er vi stolte over at forretningsdrivende i Esbjerg støtter op omkring mode-eventen på flere måder, da vores vision med modeeventen fra start har været at inkludere borgerne og byen i dette arrangement,” fortæller Mica OH, der også har allieret sig med Lone Sørensen fra Varde og sammen har de udviklet aftenens program.
“Der bliver velkomst med cava, sund middag lavet specielt til modeeventet, kaffe, korte foredrag. Og modeshowet bliver præsenteret i old fashion stil, som man oplevede de første YSL, very important costumer shows,” siger Mica Oh, der også løfter sløret for endnu et twist på modeeventen i Esbjerg:
“Vi ønsker virkelig at være på forbrugerens side. Derfor vil vi gerne street-caste kvinder fra Esbjerg og omegn fredag til at deltage i showet dagen efter. Jeg er plussize modeltræner og vil meget gerne arbejde med de esbjergensiske kvinder, som ønsker at prøve at være model for en dag og gå med om lørdagen. Casting begynder kl. 15.00 og slutter kl. 22.00 fredag aften på Dronning Louises første sal.
Yderligere info om tilmelding og betaling til arrangementet kan fås på 8118 4007.