Flertallet har ikke altid ret (!)
I snart et helt år har Materialegårdens cykelprojekt fyldt meget i den politiske debat i Hvidovre. Materialegårdens cykelprojekt er historien om et super godt initiativ, der desværre hele vejen igennem er blevet håndteret skidt. Der er to tydelige problemer. Det ene problem er en vanvittig økonomi - en økonomi, der er lysår forbi alt, hvad det er rimeligt at bruge skatteborgernes penge til. Det andet problem er den ledelsesmæssige og politiske håndtering af projektet. En ganske dyr uvildig ekstern advokatundersøgelse blev bestilt og udarbejdet. Den var baggrunden for, at Hvidovre Avis i sidste uge på forsiden kunne skrive, at Hvidovre Kommune nu vil betale den ekstrabetaling af skat, som de 64 medarbejdere sandsynligvis vil blive pålagt. Advokatundersøgelsen kom på mødet i kommunalbestyrelsen til at tjene som en formidabel illustration på, hvor forskelligt de lokale politikere kan opfatte en sag. Den socialdemokratiske grundopfattelse - og den deler de med SF - er helt tydelig: Undersøgelsen er i bedste fald overflødig og spild af penge. Der er intet nyt i advokatens 51 lange sider redegørelse, som ikke tidligere er nævnt i kommunens interne undersøgelse på seks sider fra december 2013. Med borgmesteren i spidsen opfattes advokatundersøgelsen som et dokument, der klart dokumenterer, at Helle Adelborg (A) har handlet korrekt og rigtigt hele vejen igennem forløbet. Denne opfattelse deles så ikke af flertallet i kommunalbestyrelsen. Og her illustreres således, hvor forskelligt en sag kan opfattes. Flertallet valgte nemlig at tildele borgmesteren en ganske alvorlig politisk næse for ikke at have orienteret økonomiudvalget om sagen, da hun blev bekendt med den. Mens ni medlemmer vælger at holde fokus på, at borgmesteren ikke kan holdes juridisk ansvarlig, koncentrerer flertallet på 12 medlemmer sig således om borgmesterens manglende håndtering af det politiske ansvar. Nu har flertallet vel ikke nødvendigvis ret - bare fordi de er de fleste. Men bemærkelsesværdigt er det, at borgmesteren ikke accepterer næsen og er en anelse mere ydmyg. For det er da ingen spøg for en borgmester at have et flertal imod sig i så en vigtig sag som denne?