Fortsæt til indhold

Større end nogensinde

De lokale ølentusiaster står klar på Humletorvet den 6. september

Arkiv
Lars Saugbjerg

“Vi er faktisk ved at vokse os ud af rammerne på Humletorvet.”
Formanden for Danske Ølentusiaster i Fredericia, Anders Ousen, glæder sig til årets højdepunkt: Øllets Dag på “Humletorvet” i Fredericia. Arrangementet er så stor en succes, at Humletorvet udvides.
“I år bliver der etableret sivegade ved Ryes Plads, så kun busser og udrykningskøretøjer kan passere. Det giver os lidt mere luft,” fortæller Anders Ousen.
Det er femte år i træk, at de lokale ølentusiaster holder Øllets Dag. I år med en ny “ølkusk” ved roret. Anders Ousen tiltrådte som formand i oktober. Foreningen tæller cirka 330 medlemmer og er en af landets største.

Bilen står ikke i garage

“Min interesse for øl begyndte i gymnasiet. Vi var et par drenge, der tog en Dansk Dortmunder, når de andre drak Carlsberg. Vi fik smag for at prøve en masse forskellige øl. Og på seminariet mødte jeg nogle åndsfæller, som jeg fik en del stout med. På et tidspunkt begyndte jeg at brygge øl med en kammerat i Taulov, bryggede også selv - og var i øvrigt med til ølentusiasterne stiftende generalforsamling i Fredericia. Siden er det bare begyndt at fylde mere og mere,” fortæller Anders Ousen, og tilføjer:
“Det fylder faktisk så meget, at der ikke længere er plads til bilen i garagen.”
På spørgsmålet om, hvornår en øl smager bedst, tænker han sig godt om.
“Juleaften, når hele familien er gået i seng. En god stærk stout, som jeg bare nyder stille og roligt.”
Anders Ousen kan skam også drikke en ganske almindelig Carlsberg, men når smagsløgene skal forkæles, vælger han en IPA, India Pale Ale.
“En dejlig, kraftig, bitter øl”.

Poletordning

Der plejer at dukke omkring 1.000 mennesker op til Øllets Dag i Fredericia, der i år byder på øl fra cirka 25 bryggerier og forhandlere. Via en poletordning kan der smages over 100 forskellige øl. Et smageglas og fem poletter koster 50 kroner. Medlemmer får en ekstra polet. Der vil også være ost fra Producenten i Middelfart og pølser fra slagter Gregersen.
Ølentusiasterne har også sørget for en arbejdende stand, så man kan opleve, hvordan man brygger sit eget øl. Og foreningens husorkester “Harpin' Wolf & The Black Sheep” spiller op.
Poletterne kan på dagen også anvendes på Den Engelske og på Generalen. De mange øl kan smages i tidsrummet 10-17.