Fortsæt til indhold

Din bestilling i baren afslører dig

Ingen julefrokost uden alkohol. Nyt dansk studie viser, at der er tydelig sammenhæng mellem det, du drikker og din plads i hierarkiet

Arkiv
Arkiv

Vis mig din drink til julefrokosten, og jeg skal fortælle dig, hvor du ligger i hierarkiet på arbejdspladsen.
Et stort, dansk studie viser, at der er en klar sammenhæng mellem status og alkoholforbrug. Studiet er baseret på en omfattende undersøgelse af 1.442 medarbejdere fra en større sjællandsk virksomhed og er publiceret i det anerkendte akademiske tidsskrift Journal of Consumer Culture, skriver Videnskab.dk.
Det viser blandt andet, at nogle alkoholtyper signalerer større prestige end andre. For eksempel bestiller folk med lav status i virksomheden oftere typiske værtshusdrikke som en irsk kaffe, en rom og cola og en brandbil - en Jägermeister med hindbærbrus - end de højtuddannede kolleger, selvom studiet faktisk viser, at det især er de højtuddannede, der går på værtshuse.
Medarbejdere øverst i hierarkiet henter derimod typisk cocktails med udenlandske navne som Mojito, Long Island Iced Tea og Cosmopolitan i baren. Men de højtuddannede er også nysgerrige - eller altædende i deres forbrug, som forskningen siger - og de drikker mange forskellige slags alkohol og i mange forskellige sammenhænge.
Arbejderklassen er derimod mere forsigtig og drikker primært privat og siger nej til at smage på alkohol, de ikke plejer at drikke. Særligt kvinder med lav status siger nej tak til forskellige typer alkohol, skriver Videnskab.dk.
De medarbejdere, der har lavere status, siger ofte også nej tak til vin, og det ser man stort set ikke blandt folk med høj status, viser studiet.
De har ofte forstand på forskellige druesorter, og på den måde fungerer vinen stadig som en klassemarkør i Danmark, mener Margaretha Järvinen, der er professor i sociologi på Københavns Universitet og ansat ved SFI – Det nationale forskningscenter for velfærd.
Hun står sammen med kollegaerne Christopher Houman Ellersgaard og Anton Grau Larsen bag studiet, der er en del af et større forskningsprojekt om alkohol, finansieret af Tryg-fonden.