Fortsæt til indhold

Færre deltagere på ny rute

Arkiv
Arkiv

Søndag den 7. september er der igen City Halvmarathon i Kolding. Løbet vil som tidligere år starte på Akseltorv klokken 10.00 og der vil være ruter på 5 kilomter, 10 kilometer og en halvmarathonrute der går ud på Stenderuphalvøen og langs med Kolding fjord retur:

"I forbindelse med universitetet er der lavet en tunnel under Østerbrogade. Denne tunnel vil vi selvfølgelig gerne vise vores løbere samtidig med at vi gør løbet mere sikkert. Vi har derfor valgt allerede i år at få opmålt ruterne 10 kilometer og halvmarathon af Dansk Atletik Forening. Ruterne vil således på hjemturen blive ændret. Vi vil ikke længere løbe hele vejen ind ad Skamlingvejen. Fra lystbådehavnen vil ruterne gå langs med å-stien igennem tunnel og forbi det nye universitet. Det er en flot tunnel med interaktive funktioner som løberne også skal have glæde af. Det er en rigtig god løsning også for trafikanterne", fortæller Jan Lottenburger fra Dalby GF. Kolding City Halvmarathon har været afviklet siden år 2001 og afvikles altid 1. søndag i september. Men i år forventer arrangørerne, at deltagerantallet, der normalvis ligger på et stykke over 1000, bliver noget mindre:

"Der er DM i Århus i samme weekend, og der er også et stort løb i Aalborg, så jeg regner med, at vi kommer til at lande på omkring 750-1000 deltagere. Vi kunne måske godt have gjort noget mere opmærksomme på os selv på facebook og så videre, men det hele er jo drevet af frivillige, og den del har der måske ikke været så meget fokus på", lyder det fra Jan Lottenburger der dog garanterer en god oplevelse for dem der deltager:
"Det er en super flot rute, og vi sørger for, at alle løberne får en fantastisk oplevelse".