Alle skal aktiveres ved Karlsgårde Dag i dag
Karlsgårde Dag finder sted i dag søndag d. 7. september, og én af målsætningerne for dagen er, at alle der kommer, skal være aktie
Det bliver bakket op af et program, der netop byder på aktiviteter for alle aldre, hvad enten man er til en rask gåtur, skydning eller hygge rundt om bålet.
Første skridt på vejen til Karlsgårde Dag er transporten ud til området rundt om Karlsgårde Sø. Og allerede her er der traditionen tro mange, der vælger den sunde og miljørigtige løsning – cyklen. Og når de besøgende så når frem, så handler det bl.a. om at få dem til at prøve nogle af de mange aktiviteter, dagen byder på.
Stjerneløb kombinerer idrætter
Der er såvel gengangere som nye poster ved årets udgave af Karlsgårde Dag, og blandt de nye skud på stammen er et stjerneløb for hele familien. Inge Wind er frivillig hos Sig/Thorstrup Idrætsforening, der står bag aktiviteten, hvor skydning kombineres med en række aktiviteter, der får pulsen i vejret.
"DGI Sydvest har fået nogle nye såkaldte IR-våben, som vi gerne vil vise frem, og vi har så lavet en række stationer – f.eks. med kettlebells, naturfitness-redskaber og såkaldt ringcross – som man skal prøve ind imellem, at man skal skyde. På den måde får man pulsen op, men samtidig skal man kontrollere vejrtrækningen og fokusere på skydeskiven," siger Inge Wind og fortæller, at der i år har været meget fokus på at få mange idrætter repræsenteret ved Karlsgårde Dag.
Hele søen rundt
Mange af aktiviteterne ved Karlsgårde Dag kan man prøve på et bestemt sted rundt om søen. Men i år kommer Landstrygerne med noget nyt, der skal få folk til at tage hele turen rundt om søen.
"Vi har lavet et fotoløb, der henvender sig til børn, hvor vi har taget billeder af nogle bestemte steder ved søen, som deltagerne så skal ud at finde. Og for at få folk til at bevæge sig er posterne fordelt rundt om hele søen, så man ikke kun kommer ved enkelte aktiviteter," siger Torkil Dam, der er turleder hos Landstrygerne, og forklarer, at der vil stå en landstryger ved alle indgange, så man kan begynde løbet, lige meget hvor man er.
Op på cyklen
Som sagt vælger mange typisk at tage cyklen til Karlsgårde Dag, og det er man godt tilfreds med i Varde Kommune, der af Cyklistforbundet er blevet udpeget som Årets Cykelkommune 2014.
"Cykling er et omdrejningspunkt for mange borgere i Varde kommune, og en god måde at være aktiv på. Udover at vi har et godt cykelterræn f.eks. til mountainbike, har vi lavet mange cykelstier, som man stort set kan køre på hele vejen fra Varde til Karlsgårde Sø," siger Lisbet Rosendahl, formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Varde Kommune, der opfordrer folk til, at tage cyklen til Karlsgårde Dag d. 7. september.
Nyheder i caféen
Den berømte og velbesøgte Karlsgårde Café åbner igen søndag den 7. september – i år med 4 nyheder ”på ”tallerknen”!
Buffét-konceptet fastholdes men udvides i år med en helt ny producent, nemlig Øselund Gedeosteri.
På opfordring fra sidste års gæster vil der blive opstillet borde og bænke, så gæsterne kan hvile benene og nyde maden siddende.
Derudover vil der i år blive solgt sandwich med et udvalg af de mange lækre, lokalt fremstillede produkter – både til at spise på stedet, men også som Grab n' go - til turen rundt om søen eller nem aftensmad.
Sidste nyhed er at der vil være musik til maden. En flok fra Spillemandsgruppen Revl og Krat kommer og spiller.
Med buffeten samt Skovlund Ismejeris isbod, NaturKulturVardes svampesuppe, grillpølser og Warwik's bar vil der alt i alt blive skabt en rigtig Café stemning ved Karlsgårde Værket.