Fortsæt til indhold

Karlsgårde Dag fokuserer på frivillighed

Søndag d. 7. september afholdes Karlsgårde Dag, og i år er der ekstra fokus på frivilligheden

Arkiv
Kim Schou

NaturKulturVarde, DGI Sydvest og frem for alt ca. 300 frivillige gør deres for at skabe gode oplevelser for alle, der dukker op til dagen, hvor der vil være masser af spændende aktiviteter for alle.
"Uden de frivillige var der kort fortalt ingen Karlsgårde Dag. Vi sætter utrolig meget pris på det frivillige arbejde, som virkelig er med til at løfte mange af de aktiviteter, der er i kommunen. Og i år har vi støttet ekstraordinært for at sætte fokus på frivilligheden," siger Lisbet Rosendahl, formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Varde Kommune.
Frivillighed er godt for fælleskabet
Én af de frivillige, der igen i år er med ved Karlsgårde Dag, er Inge Wind fra Sig/Thorstrup Idrætsforening, og hun lægger bl.a. vægt på nogle af de sociale elementer, der følger med det frivillige arbejde.
"Jeg vil gerne støtte op om vores nærområde, og på den her måde er vi med til at gøre vores forening synlig. Samtidig møder man så mange nye og glade mennesker, når man er frivillig, og når man er sammen om at få noget til at lykkes, er det dejligt for fællesskabet," forklarer hun.

Udstillingsvindue for aktiviteter

Hos NaturKulturVarde er der heller ingen slinger i valsen med hensyn til betydningen af alle de mange frivillige.
"Vi er sat i verden for at lave oplevelser og aktiviteter inden for natur, kultur og friluftsliv – ting som er med til at højne livskvaliteten for kommunens borgere. Og som et rigtig godt udstillingsvindue både for Varde og vores mange forskellige foreninger er Karlsgårde Dag et stort aktiv for Varde Kommune, som simpelthen ikke kunne stables på benene uden de frivillige," siger Lasse Frøkjær Madsen, friluftsvejleder i NaturKulturVarde.

Flere frivillige skal få lyst

De frivillige er hele DGI's eksistensgrundlag, så hvis Karlsgårde Dag ikke fandtes uden frivillige, gjorde DGI det heller ikke. Her er man selvsagt også opmærksomme på, hvor vigtigt det er at værdsætte de frivillige – og ikke mindst at man kan tiltrække dem i fremtiden.
"I DGI ønsker vi i den grad at anerkende de frivillige og det store stykke arbejde, de leverer. Vi har uddelt skulderklap og kåret Månedens Frivillig netop for at vise, hvor meget vi værdsætter det, og samtidig arbejder vi med at være en attraktiv landsdelsorganisation, så flere frivillige får lysten fremadrettet," fortæller Birthe Christensen, direktør i DGI Sydvest.