Grønt lys for samarbejde
Tre sønderjyske virksomheder satser på at samarbejde sig til vækst
For et halvt år siden var Skrydstrup El-Service et traditionelt el-installatørfirma. I dag er firmaet udvidet med en ny specialafdeling, hvor nye og eksisterende kunder tilbydes energi- og miljøeffektivisering med udgangspunkt i virksomhedens behov. Skrydstrup El-Service klarer alt fra kortlægge, beskrive og analysere energiforbrug på alle typer installationer og finde de rigtige besparelser til den endelige installation.
Det nye forretningsområde er kommet i stand takket være et tæt samarbejde med Harald Karlsen Rådgivning og VE Solutions. Partnerne mødte hinanden tidligere på året i Sønderborg på en workshop i Transformer - et EU-projekt, der har til formål at skabe vækst for mikro-virksomheder gennem netop netværk, uddannelse, forretningsudvikling og eksport. På workshoppen blev partnerne ret hurtigt enige om at gå sammen om at udvikle et nyt forretningskoncept til Skrydstrup El-Service.
Den beslutning er Peter Tramm, der ejer Skrydstrup El-Service, glad for. Han er ikke i tvivl om, at det vil skabe vækst i hans forretning.
”Energi- og miljøeffektivisering er et voksende forretningsområde, som vi nu for alvor kan få del i, fordi vi har nogle kompetente samarbejdspartnere. Samtidig er det et område, hvor vi kan skabe stor værdi for vores kunder. Vi har eksempler på, at vi selv i nyere kontorbyggeri kan reducere energiforbruget med en tredjedel,” siger Peter Tramm.
Samarbejdet mellem de tre Transformerpartnere stopper ikke med projektet for Skrydstrup El-Service. Sammen har de kastet sig over en række nye opgaver for sønderjyske virksomheder, der gerne vil have identificeret og synliggjort mulige effektiviseringsområder.