Ræs og spænding i Kolding
Publikum er velkommen til endnu et tri-stævne i Kolding
Danmarksmesterskabet i Triatlons korte distance afgøres igen i Kolding. Det sker søndag d. 14. september ved Koldingfjord Hotel, Strandhuse og i det åbne vand i fjorden. Danske Invest DM Tri Serie 2014 er seks stævner som kulminerer i dette finalestævne.
Også i år har Koldingfjord Hotel og Kolding Kommune inviteret Kolding Triathlon Klub til at arrangere finalen i sin smukke forhave og kække bakker, som stiller store krav til atleternes livtag med elementerne.
Dagens fem heats gør stævnet meget publikumsvenligt med masser af action og aktivitet. Første start i vandet foran hotellet er kl. 11:45 og atleterne vil passere start/mål området flere gange både når de kommer løbende op fra fjordsvømningen mod skiftezonen med våddragten krænget ned over skulderne med fokus på cykelsko og enkeltstartscykel. Efter deres fire omgange ad Lyshøj Allé og Fjordvej kommer de igennem skiftezonen igen og skal parkere cyklen og have løbeskoene på - og så afsted igen. Skiftezonen er virkelig et hotspot på Hotellets terrasse, hvor sekunder vindes og minutter tabes.
De forskellige heats samler Age-groups (damer/herrer), Aspiranter (unge) og Eliten (damer/herrer). Der vil være god spredning men de hurtigste vil komme i mål på under en time. Sidste heat er Elite-Herre som starter kl. ca. 15:30.
Stævneområdet vil være åbent for publikum og der vil være EXPO-område, hvor man kan nørde, købe udstyr og forfriskninger eller bare kigge, hvis pulsen bliver for høj.
Parkering til stævnet sker ved Lyshøjskolen så der er en ca. to km gåtur til stævnecentrum. Løbsområdet lukkes for kørende trafik i perioden 11:00-17:00, gældende for Lyshøj Allé (øst for jernbanen), Fjordvej og øvrige veje som har udkørsel dertil.