Kolding presser kirkebøsser ud
Udviklingen stopper ikke ved indgangen til landets kirker - og et hurtigt farvel til kirkebøssen kan være indledt i Kolding.
Den Apostolsk Kirke brugte MobilePay ved kirkens sommerstævne i Kolding, hvor en tredjedel af alle indtægter tikkede ind via mobiltelefonen.
”Vi kan ikke blive ved med at samle sedler og mønter, når folk ikke længere har kontanter med sig”, siger Jeanette Friis Christensen, stævnekoordinator hos Apostolsk Kirke.
Siden har mobilløsningen spredt sig til kirkens lokale menigheder.
”Vi benytter flere forskellige betalingsmuligheder, og folk har også mulighed for at betale med kontanter og dankort,” siger Jeanette Friis Christensen.
”Det kirkelige Danmark begynder relativt hurtigt at indføre mobile betalinger i forbindelse med indsamlinger til gode formål. Faktisk er kirker og godgørende organisationer lidt overrepræsenterede i forhold til andre brancher og sektorer, når det gælder om at udbrede og ibrugtage MobilePay-løsninger”, siger Niels Erikstrup Mortensen, erhvervsdirektør for lokal erhverv i Trekantområdet i Danske Bank, som står bagt MobilPay.