Eleverne bliver hvor de er
Koldingenerne holder fast i folkeskolen på trods af en masse reformballade
I Kolding Kommune ser det ud til, at forældrene holder fast i folkeskolerne frem for at sende deres børn i private skoler.
Andelen af elever, der går i privatskole, er i år faldet efter en årrække med en svag vandring til private skole.
I dag går mere end 85 af 100 Kolding-elever i en folkeskole.
“Der er ikke noget der tyder på, at folkeskolereformen har sendt flere elever i de private skoler”, skriver Christian Haugk (S), formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Kolding Byråd, i et debatindlæg.
Hvordan kan du drage den konklusion kun godt en måneds tid inde i folkeskolereformen?
“Der har været en masse turbulens forud med lock-out og en masse debat. Indtil videre kan vi se, at det ikke har skræmt forældrene væk fra folkeskolerne.
Christian Haugk oplyser, at der er planlagt en evaluering af folkeskolereformen i løbet af første kvartal næste år.
Sammenlignet med nabokommunerne Fredericia, Vejle og Middelfart ligger Kolding i den lave ende i andel af privatskoleelever.
Vejle har sammen med Middelfart den største andel privatskoleelever - og her er den steget markant i 2014.