Fortsæt til indhold

“Vi skriver kun om Barack Obama, hvis han besøger Vejle“

Lokalavisens nye chefredaktør har høje ambitioner

Arkiv
Ina Bjerregaard

Lokalavisen ligner sig selv, og det vil den blive ved med. Men om et årstid, vil der være en del af avisen, der er anderledes. Det lover nyudnævnte ansvarshavende chefredaktør for Politikens Lokalaviser, Claus Krogh, læserne.
“Der vil ikke være noget mærkbart at se lige med det samme. Men om et års tid vil alle vores læsere kunne både se og læse sig til en forandring. Så vil det journalistiske niveau være endnu højere,“ siger Claus Krogh.

Redaktøren for det hele

Han kom til Politikens Lokalaviser i 2011, først som lokalredaktør for aviserne i Aarhus, herefter med ansvaret for aviserne i Østjylland, dernæst aviserne i Trekantområdet og sidenhen Politikens Lokalaviser i Syd- og Sønderjylland. Nu sidder han så med ansvaret for hele ”biksen”. Men hvad får det af betydning for læserne?
“Vi er ikke ramt af frafald af læsere i samme omfang som de regionale dagblade. Vi har faktisk flere aviser med læserfremgang. Og det er fordi, vi gør en forskel i lokalområdet, og det skal vi blive ved med. Det betyder ikke, at vi ikke kan blive bedre. Vi skal hele tiden løfte barren for vores journalistiske kunnen,” siger Claus Krogh.
Han har en ambition om, at lokalaviserne bliver en endnu større del af folks hverdag.
“Vi vil være et samlingspunkt for det lokale liv i endnu større grad, end vi er det i dag. Mange steder er vi jo den primære kanal for at kommunikere lokalpolitik. Men det liv, der leves lokalt er jo også opvisning hos den lokale Taekwondo-klub, et jubilæum på rideskolen eller en ny butik, der åbner. Vi kan ikke dække det hele hver uge, for så mange spaltemillimeter har vi ikke, men i løbet af en måned kan vi nå rundt geografisk og oplevelsesmæssigt, så vi beskriver det liv, der leves. Det gør ingen andre. Simpelthen. Der er ikke nogen, der bruger deres kræfter på de ting på samme måde, som vi gør,” siger Claus Krogh og tilføjer:
“Vi er så lokalt forankrede, at vi også kun skriver om Obama, hvis han besøger Vejle.“

Helhed i en avisfortælling

Han tror stadig på den trykte avis.
“Den har vi mange år endnu. Der er noget visuelt og journalistisk i formidlingen på print, som man mister på net-avisen.
“Men når det er sagt, så er det klart, at vi også skal arbejde med vores lokale websites. Jeg kunne godt tænke mig, at man uanset hvor man bor i vores udgivelsesområder, ved, at man altid kan finde de store og små lokale nyheder hos os online. Så når man står i køen i Netto om aftenen og tjekker mobilen, så er det vores site, man tjekker, når man vil vide, hvad der sker i lokalområde, siger Claus Krogh.