Per Pallesen skal instruere sommerrevy
Lone Rødbroe og Karsten Jansfort vender tilbage til Sønderborg Sommer Revy - Pernille Schrøder er ny på scenen
Revydirektør Leif Maibom har netop fået holdet til næste års Sønderborg Sommer Revy på plads:
"Jeg har gjort et scoop! Lone Rødbroe vender tilbage til Sønderborg i 2015. Og hun kommer ikke tomhændet. Ved TV Charlies Revy-Galla er hun netop blevet kåret som Bedste Kvindelige Revykunster," fortæller en glad Leif Maibom.
Lone Rødbroe har siden hun forlod Sønderborg i 2009 medvirket i Hjørring revyen i flere år, og det var også som skuespiller i denne revy, at hun modtog titlen.
Også Karsten Jansfort, der medvirkede i 1998, vender tilbage. Han har i mellemtiden medvirket i bl.a. Nykøbing F.-Revyen, Aarhus-Revyen og Hjørring-Revyen.
Gengangere er også de to garvede revykoryfæer Flemming Jensen og Leif Maibom, der nu nærmest er blevet et fast komiker par. Det bliver Jensens 4. sæson i Sønderborg.
Derudover kommer der også et nyt ansigt på scenen: Pernille Schrøder, der kendes fra bl.a. Cirkusrevyen, Nykøbing F.-Revyen og Rottefælderevyen.
Derudover kommer der også et kendt navn ind på instruktørposten. Leif Maibom har nemlig overtalt Per Pallesen til at instruere den 34. revy i Sønderborg.
"Vores ‘sædvanlige' instruktør Jan Hertz har fået en stor teateropgave i Sverige, og han ville derfor gerne have et friår. Så vi lagde vore fyldige hoveder i blød og det kom der mange bud ud af. Og så var der pludselig én, der sagde: Hva" med Per? Og så sagde jeg: Selvfølgelig! Det er lige manden," fortæller Leif Maibom.
Reyven får premiere lørdag den 30. maj 2015. Billetsalget til revyen starter mandag den 6. oktober 2014 på billet@sommerrevy.dk.