Lillian efterlyser
Lillian fra Skovlunde efterlyser vennerne fra Samos
Lillian Østerby fra Skovlunde har fået et hyggeligt postkort. Og så burde hun jo være glad og tilfreds. Men faktisk er Lillian lidt ked af det.
"Postkortet er fra nogle søde venner, jeg mødte på min ferie sidste år på Samos i Grækenland. Det var Sonja og Hnerik fra Aabenraa", forklarer Lillian over telefonen. Hun bruger nemlig ikke internettet til dagligt, og det er nok derfor, at hun nu står i en lille kattepine.
"Jeg ville jo så gerne svare Sonja og Henrik og sige mange tak for postkortet, som i år kom fra Kos, hvor de har været på ferie. Men jeg har ikke deres adresse, og selvom jeg har prøvet at finde dem på anden vis, så er det ikke lykkedes", forklarer Lillan Østerby videre.
Hun håber derfor, at Sonja og Henrik læser denne artikel i avisen, og derefter skriver til hende igen - denne gang dog med afsenderadresse.