Kristian Thulesen Dahl taler for veteraner i Fredericia
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er hovedtaler i Fredericia på den årlige flagdag for Danmarks udsendte den 5. september
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, tøvede ikke med at sige ja, da der for nylig dumpede en invitation ind ad brevsprækken fra Fredericias socialdemokratiske borgmester, Jacob Bjerregaard.
Borgmesteren har inviteret Kristian Thulsesen Dahl til at være hovedtaler, når der den 5. september holdes flagdag i Fredericia for Danmarks udsendte.
”Med sin unikke historie som fæstningsby, er Fredericia jo et oplagt sted til at hylde de soldater, der har sat deres liv på spil for Danmarks fred og sikkerhed. I denne tid, hvor vi netop har været med til at beslutte at støtte USA i en intervention i Irak, bliver det endnu mere aktuelt, hvor stort og vigtigt et arbejde vore danske soldater gør," lyder det fra Kristian Thulesen Dahl.
Flagdagen i Fredericia indledes med, at der lægges kranse ved Bülows Kaserne. Derefter er der reception på Rådhuspladsen, hvor Kristian Thulesen Dahl holder tale. Efterfølgende vil der være parade fra byen og ud til veteranhjemmet på Ansgarvej i Fredericia.