Koldingplakaten er for både store og små
Lydia Weinberg er klar med sin tredje Koldingplakat
“Jeg er meget barnlig i mit udtryk, det har jeg ofte fået at vide”, smiler Lydia Weinberg mens hun viser sin Kolding-plakat frem. Med genkendelige motiver som Koldinghus, Geografisk Have, Trapholt og Den Spanske Trappe kan man nemt forestille sig plakaten hænge på mange kolding-vægge rundt omkring:
“Billedet er blevet ændret mange gange, og jeg er ikke sikker på, at man nogensinde bliver tilfreds, lyder det beskedent fra kunstneren, der ud over Kolding-plakaten også laver kort, malerier og vægdekorationer.
Ude og hjemme
Det var egentlig et tilfælde da Lydia Weinberg for første gang for tre år siden skabte en Kolding-plakat. Men hun fandt hurtigt ud af, at der var et publikum til hendes værker:
“Vi har solgt en del til folk der er flyttet fra byen men også turister. Og folk der aldrig har været her, har købt en plakat over nettet, så det er lidt sjovt”.
Man kan købe plakaten hos Visit Kolding på Akseltorv, på Trapholt og hos Lisa Buhl.