Stor øvelse 4. september
Det virker realistisk, men det er blot en øvelse. Den 4. september 2014 opstår der en voldsom brand på skoleskibet "Jylland", der netop er på vej ind gennem Kolding Fjord. Over 100 mennesker kommer til skade flere af dem dør
Formålet med denne form for øvelser er netop at sikre en hurtig, effektiv og livreddende hjælp samt øve samarbejdet med de komponenter, der indgår i det samlede beredskab.
Vi øver os for at sikre, at alle kender deres opgaver, når situationen er alvorlig og reel, ligesom vi også øver for at afprøve samarbejdet mellem myndighederne "ude i marken".
Hvad der ser nemt og ligetil ud på et stykke papir eller på en øvelse i et teorilokale, viser sig ofte at virke anderledes "ude i marken", så derfor vil befolkningen på den nordlige og sydlige del af Kolding fjord kunne opleve helikopter, politi, redning, brand, ambulancer og militære køretøjer og personel under øvelsen, der er planlagt til at gennemføres den 4. september i tidsrummet Kl. 12.00 – midnat.
Øvelsen er en såkaldt "fuldskalaøvelse", hvilket vil sige, at øvelsen indeholder alle myndigheder og foregår så realistisk som muligt under hensyntagen til aktørerne og civilbefolkningen.
Situationen med skoleskibet "Jylland" er en tænkt situation, og her forestiller vi os, at skibet har medbragt lidt over 80 passager og er på vej ind gennem Kolding fjord, da der bryder en voldsom brand med ild og røg løs. Nogle af passagererne bliver på båden, andre hopper i vandet og prøver at svømme i land, nogle mod den sydlige kyst, andre mod den nordlige.
Koordineringen af indsatsen vil stille store krav til alle myndigheder, f.eks. tager det ca. 35 minutter at køre fra den ene kyst til den anden, hvor de "sårede" svømmer i land, for ikke at tale om den store eftersøgning, der skal etableres for at sikre at alle de "sårede" findes.
Mandskabet og de faciliteter, der indgår i øvelsen, er ikke en del af dagens almindelige beredskab, der altså denne dag er ligeså stærkt som altid.
Politiet modtager typisk anmeldelse om hændelser af denne art, og er ansvarlig for iværksættelse af de fornødne tiltag, herunder aktivering af de myndigheder, der kan bidrage til løsningen af situationen. Politiet har den koordinerende ledelse af indsatsen, men hver sektor i beredskabet har ansvaret for indsatsen indenfor eget fagområde.