Fortsæt til indhold

En gammel dame som ikke vil dø

Igen og igen er Vojens Speedway Center blevet dømt ude. På lørdag køres der igen Grand Prix på Olsens gamle anlæg

Arkiv
Af Peter Rasmussen

Når Vojens Speedwaycenter inviterer til Grand Prix løb på lørdag, så er det uden nogen sammenligning den sportsbegivenhed i det sydlige Jylland, som har størst international opmærksomhed:
“Jeg ved fra vores turistkontor, at efterspørgslen på overnatningssteder er kolossal. Der er ikke et hotelværelse at få i masser af kilometers omkreds. Da vi senest - i 2012 - arrangerede lodtrækning på gaden i Haderslev, var der 125 lande, som sendte det i TV,” fortæller Christian Schulz fra Haderslev Butikker.
Nu ser hele verden så med igen. Og igen er det nok sidste gang. Banen i Vojens, der tidligere blev kaldt ’Verdens Bedste’, lever ikke op til de krav som stilles til Grand Prix anlæg, og det vil koste et stort millionbeløb, at opdatere den dertil.
Men Ole Olsens anlæg i Vojens har den smukke historie, som også betyder meget i sport, og når der på lørdag er 22.000 mennesker på plads omkring banen, så glemmer de alt om manglende faciliteter. Og hvis vejrguderne er nådige, så vil den ’gamle dame’ stråle som hun har gjort det så mange gange før. Og verdens bedste speedwaykørere vil vise, hvor godt ræs man kan præstere på en verdensklasse-belægning som den i Vojens.
Spænding bevaret
Spændingen i toppen af Grand Prix feltet er i top forud for sæsonens tredje-sidste Grand Prix på lørdag. Amerikanske Greg Hancock er godt nok komfortabelt i front, men er netop blevet opereret i et håndled.
I hans baghjul kører englænderen Tai Woffinden og danske Nicki Pedersen. De kan - teoretisk - stadig nå at sikre sig mesterskabet, men også de har været udsat for slemme skader på det seneste.
Som Olsen ville sige forud for løbet: “Be there!!”