Fortsæt til indhold

FC Sønderborg sender erhvervsfolk til landskamp

Fodboldklubben FC Sønderborg forkæler sponsorer mod luksustur til landskamp

Arkiv
Mikkel Hansen

Når Danmark i oktober spiller EM-kvalifikation mod Portugal i Parken, sender FC Sønderborg et fly fyldt med erhvervsfolk til den vigtige kamp.
FC Sønderborg har nemlig lavet et luksusarrangement for klubbens erhvervsklub.
"Vi vil gerne lave nogle arrangementer ud over det sædvanlige for vores erhvervsklub, og derfor har vi lavet en aftale med Alsie Express om at chartre et fly, så vi kan flyve folk til landskampen. Deltagerne bliver fløjet derover og får de bedste siddepladser til en billig pris," fortæller sportschef Rasmus Andreassen fra FC Sønderborg.
Der er plads til 48 i flyet, og alle billetter er for længt revet væk.
"Vi var naturligvis spændt på opbakningen. Vi kunne jo i værste fald været brændt inde med et fly og en masse dyre billetter. Heldigvis har der været en fantastisk opbakning."
Selvom deltagerne selv betaler for at komme med, og der er lavet en gunstig aftale med Alsie Express, der også er sponsor for FC Sønderborg, giver turen underskud for FC Sønderborg.
"Vi vil gerne gøre noget ekstra for vores erhvervsklubsmedlemmer og give dem nogle gode oplevelser. Vi ser det som en investering i erhvervsklubben," fortæller Rasmus Andreassen.
FC Sønderborg planlægger at lave et tilsvarende arrangement hvert år.