Udsat kamp og stadig i rødt
FC Roskildes kamp mod AC Horsens flyttes, og weekendens indsats mod Viborg reddede ikke holdet over nedrykningsstregen
Truppen fra Rådmandshaven skulle søndag 7. september på hjemmebane have spillet mod AC Horsens.
Kampen er blevet udsat, så FCR nu møder holdet fra det jyske trekantsområde onsdag 17. september kl. 19.
Ændringen skyldes, at Horsens-holdets målmand er blevet udtaget til U21-landsholdets to EM-kvalifikationskampe mod Rusland og Bulgarien.
Man går altså forgæves, hvis man 7. september opsøger Roskilde Idrætspark for at få et fiks 1. divisions fodbold.
Stadig i rødt
FCRs kamp mod Viborg i weekenden løb af stablen som planlagt.
De lokale fodboldhelte formåede dog at lægge en indsats for dagen, der oversteg forventningerne.
Viborg er dette års nedrykkere fra Superligaen, men det skræmte ikke FCR, der efter 94 hårde minutter kunne gå fra banen med resultatet 1-1.
På trods af den ihærdige indsats i det jyske, ligger roskilde-holdet stadig under nedrykningsstregen i 1. division.
Næste gang FCR skal spille er 13. september, hvor de på udebane skal spille mod Brønshøj.