Badekarret er på vej op til overfladen igen
For år tilbage røg badekarret ud med badevandet. Nu er det på vej tilbage
I 1950'erne og 1960'erne var et badekar obligatorisk i enhver villa. Men for 20-30 år siden var det ikke længere 'in' med karbad i badeværelset. Mange smed det ud, når de renoverede huset, eller undlod at installere kar, når de byggede nyt.
”Det var en følge af energikrisen, plus at vi danskere i 1980'erne og -90'erne måske ikke havde så meget fokus på nydelse og velvære. Et hurtigt brusebad var mere i tidens ånd,” siger relationschef i home, Mads Ellegaard.
Nu er badekarret igen ved at komme op til overfladen.
Hos VVS-firmaet Frede Andersen A/S oplever man, at badeværelserne typisk er omkring 20 år gamle, når folk bliver trætte af dem og ønsker at renovere bade-afdelingen.
”Det handler både om ny stil, nyt design og nye måder at indrette badeværelset på. Fx smed mange deres badekar ud for 20 år siden, og når de ser, at badekar i en ny og fritstående version er meget moderne, vil de gerne have et igen,” siger Dorthe Andersen fra Frede Andersen VVS til magasinet 'Villa'. Ejendomsmæglerne hos home oplever også, at badekarret igen er i høj kurs hos boligkøberne.
”Badekarret har fået en renæssance,” siger Mads Ellegaard fra home.