Fortsæt til indhold

Du går på 26 knogler

Hele familien kan få fødderne tjekket på Fodens Dag i Vasegårdens Klinikker i Fredericia den 18. september

Arkiv
Arkiv

Torsdag den 18. september er det Fodens Dag i Danmark. På Fodens Dag bliver der sat fokus på den danske fodsundhed ved en lang række arrangementer rundt om i landet. Det er landets statsautoriserede fodterapeuter, der står bag Fodens Dag.
Vidste du, at din fod består af 26 knogler, 32 led og cirka 20 muskler og mere end 100 ledbånd? Sikkert ikke, da det er de færreste, der i hverdagen går og tænker på deres fødder. Men det vil de statsautoriserede fodterapeuter gerne lave om på, og midlet er Fodens Dag.
Den landsdækkende kampagne giver dig mulighed for at få et gratis fodtjek hos en lang række af landets fodterapeuter. I Fredericia kan du for eksempel få tjekket dine fødder hos Vasegårdens Klinikker (Klinik for Fod- og Fysioterapi) i tidsrummet fra klokken 14-17.
“Arrangementet foregår på Jernbanegade 15 i vores analyse- og træningslokale, hvor fodterapeut Dinna M. Jakobsen og Bente Frederiksen er klar med gode råd og vejledning om fødder, sko og indlæg. Fysioterapeuterne Tatjana K. Philkjær og Kristine Sloth Thomsen tilbyder at lave en kortvarig scanning af dine fødder, så du kan se trykbelastningen, når du går. En mere uddybende scanning er en del af vores ganganalyse, hvor der i øvrigt suppleres med diverse undersøgelser og tests. Da du både vil møde fod- og fysioterapeuter på dagen, har du mulighed for at få spørgsmål besvaret om fødder og deres påvirkning på resten af bevægeapparatet. En smerte i nakken kan sagtens være udløst eller påvirket af en problematik i foden,” lyder det fra klinikken.
Hvem bør få fødderne tjekket?

Flere både danske og internationale undersøgelser viser, at mere end 30 % af befolkningen har haft smerter og problemer med deres fødder i løbet af en periode på en måned. Især de 256.000 diabetespatienter bør have særlig fokus på deres fødders sundhed, da fodsår hos både type 1- og type 2-diabetikere er en komplikation, der skal tages meget alvorligt. Sårene kan optræde både på tæer, fødder og underben. Fodsår kan medføre alvorlige infektioner, der i sidste ende kan føre til amputationer. Ved at have en god diabeteskontrol og gribe tidligt ind, kan man reducere antallet af fodsår og amputationer betragteligt. Derfor er forebyggelsen af fodsår meget vigtig, så diabetikere bør selv kontrollerer fødderne dagligt og regelmæssigt gå til en statsautoriseret fodterapeut.
Ikke kun ældre

Der er sikkert mange, der har den opfattelse, at det kun er ældre damer, der går til fodterapeut. Men det er ikke korrekt. Faktisk er det de færreste, der har en neutral fodstilling. Resten har i mindre eller svær grad forkerte fodstillinger, der kan medføre smerter i knæ, hofter og ryg.
Forkerte fodstillinger kan afhjælpes med individuelt fremstillede indlægssåler og træning. Adskillige sportsfolk har forbedret deres præstationer efter at have fået indlægssåler fremstillet af en statsautoriseret fodterapeut i deres sko. I magasinet Gå Godt har du for eksempel kunnet læse om golfspilleren Iben Tinning, badmintonspilleren Peter Gade, cykelrytteren Michael Mørkøv og tennisspilleren Mai Grage, der alle har haft megen glæde af deres indlæg, og som regelmæssigt får fødderne tjekket hos en fodterapeut.
Også børn kan have glæde af et fodtjek

Erfaringer fra landets fodterapeuter viser også, at børn kan have stor glæde af at få tjekket fødderne. Manglende lyst til at ville gå eller løbe, kan skyldes en forkert stilling i foden, men med de korrekte indlæg og træning, kan problemet afhjælpes.
Arrangementet er gratis, så tag hele familien i hånden og få fødderne tjekket på Fodens Dag den 18. september.