Fortsæt til indhold

Vildt forslag fra Liberal Alliance

Liberal Alliance foreslår en stor flyttedag fremfor at bruge millioner på et nyt kulturhus i Vejle

Arkiv
Jeppe Rafn

“Store Flyttedag starter med, at Ungdomsskolen og andre aktiviteter flytter fra Domus, der rives ned og erstattes med boliger.
Hvor skal alle aktiviteterne i Domus så hen? De flytter ned i biblioteket ved DGI-Huset.
Jamen, hvor skal biblioteket rykke hen? Ned i Vejle Kommunes bygninger i Skolegade.
Og hvor skal kommunen så flytte hen? Kommunen flytter ned i regionens bygninger, når regionen alligevel bliver nedlagt i løbet af den næste regeringsperiode.”
Sådan lyder et oplæg fra Liberal Alliance i Vejle. Oplægget er en kommentar til den aktuelle snak om at bruge en million kroner på en konsulentrapport, der skal finde plads til et nyt kulturhus og rykke biblioteket nærmere byen.
“Rapporten vil helt sikkert konkludere, at der er brug for et nyt palads i byen. Vi synes, man i stedet skal tænke fem år frem og tænke i de bygninger, vi har, i stedet for at bygge nyt hele tiden,” siger partiets byrådsmedlem, Peter G. Harboe.
Partiets flytteplan forudsætter en nedlægning af regionerne.
“Carl Holst (regionsrådsformand) har sagt op for at komme i Folketinget, og der er kommet udmeldinger fra Venstre om at lukke regionerne. Det er borgerlig politik,” siger Peter G. Harboe, der altså føler sig sikker på, at de borgerlige får regeringsmagten efter næste valg og vil afskaffe regionerne.
Ifølge Liberal Alliance vil salget af Domus kunne finansiere Store Flyttedag.